Nicolas Vogel, undertiden præsenteret som Nic Vogel, var en fransk skuespiller født den 2 7. maj 192 5 i 6. arrondissementet i Paris og døde den 1 7. september 2006 i 14. arrondissementet i samme by.
Nicole Ferroni er en fransk komiker og skuespillerinde. Født den 19. marts 1982 i Casablanca, Marokko, flyttede hun med sin familie til Aubagne nær Marseille, da hun var syv år gammel. Hendes forældre var begge professorer – hendes mor en professor i tysk fra Alsace, og hendes far en professor i kemi af italiensk oprindelse. Hun er fransk statsborger og besidder et EU-arbejdsdokument. Ferroni begyndte oprindeligt en karriere inden for uddannelse og fik en bachelorgrad i Life and Earth Sciences fra University of Provence Aix-Marseille I i 2002. Hun forsøgte CAPES undervisningseksamenen, men fejlede i første omgang og fik senere sin CAPES i 2005. Hun underviste i naturfag i Marseilles sydlige distrikter fra 2006 til 2010, hvor hun trådte tilbage på grund af bekymringer om sit fag og elevernes trivsel. I denne periode deltog hun kortvarigt på Cours Florent i Paris og studerede teater i Aubagne og Marseille under Gilles Azzopardi. Omkring 2010 begyndte hun at optræde med stand-up comedy. Hendes karriere inden for komedie fik fart med skabelsen af sit første one-woman show, L'Œuf, la poule ou Nicole ? , der havde premiere i Marseille i november 2010. Hun optrådte i programmet On n’demande qu’à en rire med Laurent Ruquier fra 2011 til 2014, hvor hun udførte 64 sketches og blev nummer to i en prime-time episode i 2012. Denne eksponering førte til udsolgte forestillinger af hendes one-woman show på Le Point-Virgule i Paris. Hun har også vundet priser ved Puy-Saint-Vincent Laughter Festival og været gudmor for Top In Humour Festivalen. Siden oktober 2020 har hun været vært for det humoristiske talkshow Piquantes ! på Téva. I øjeblikket arbejder hun som klummeskribent for France Inter og bidrager regelmæssigt med et segment kaldet "Le Billet de Nicole Ferroni," der ofte dækker aktuelle begivenheder og politiske emner. Hun repræsenteres af Agence Arc-En-Ciel.
Norman Thavaud, født Norman Jacky Cyril Thavaud den 14. april 1987 i Arras, Frankrig, er en fransk komiker og internetpersonlighed. Han blev født i Arras (Pas-de-Calais) og tilbragte sin barndom i Liévin. Jackie Thavaud, hans far, fremmede kulturel værdsættelse og var direktør for Flec film skole i Montreuil. Hans mor, en lærer i historie og geografi, døde af kræft, da han var femten år gammel. Han har en ældre søster ved navn Daphné. Thavauds tidlige liv inkluderede syv års saxofonundervisning på et konservatorium. Efter at have taget sin studentereksamen i 2005 flyttede han til Paris for at studere film på University Paris-1 Panthéon-Sorbonne og fik en grad i kinematografi i juli 2009. Mens han studerede, havde han forskellige jobs og blev video montage specialist. I marts 2008 medgrundlagde han den komiske gruppe ‘Le Velcrou’ med Hugo Dessioux; Marc Jarousseau (Kemar) sluttede sig senere til i 2008, og han mødte Cyprien Iov (Monsieur Dream) gennem denne gruppe. Le Velcrou blev opløst i oktober 2010. Thavaud lancerede sin soloyoutubekanal 'Norman fait des vidéos' den 3. januar 2011. Hans video ‘The bilinguals’ øgede markant hans popularitet. Videoen 'Luigi Clash Mario' har den særlige status at være hans mest populære, med over 86 millioner visninger pr. marts 2021. Han optager videoer i sin parisiske lejlighed sammen med en roommate og to katte ved navn Sergi og Becassine. Norman har medvirket i tv-shows som ‘Very Bad Plagues’ af Palmashow og deltog i showet 'Zapping Amazing' på Grand Rex i Paris i december 2011, hvilket førte til en turné i Frankrig fra den 5. februar til den 15. februar 2013. Pr. december 2023 er han den fjerde mest abonnerede fransktalende videograf på YouTube med 11,3 millioner abonnenter. Undersøgelsen af disse anklager blev afsluttet i 2023. Han er i øjeblikket i et forhold til influencer Martha Gambet, med hvem han har en datter ved navn Bianca (født marts 2019), og de giftede sig den 14. september 2024.
Olivier Baroux, født Olivier Marie den 5. januar 1964 i Caen, er en fransk skuespiller, komiker, forfatter og instruktør. Han opnåede først anerkendelse som en del af comedy-duoen Kad & Olivier med Kad Merad. Hans karriere begyndte med arbejde som animator på radio Adel i Caen, efterfulgt af fem år som specialist på Radio Vallée de Seine, hvor han var vært for programmet 'Self-service'. I 1991 tiltrådte han Oui FM i Paris, hvor han mødte Kad Merad og dannede efterfølgende comedy-duoen 'Kad et Olivier' i 1992. Sammen var de værter på radioprogrammet 'Rock'n'Roll Circus' fra den 12. marts 1992, og Jean-Luc Delarue hjalp dem med at skifte til tv, hvor de senere var værter på 'La Grosse émission' på Comédie! mellem 1999 og 2001. Baroux har forfulgt en solokarriere sideløbende med et samarbejde med Kad Merad. Han fik filmroller før han co-skrev ‘Mais qui a tué Pamela Rose?’ i 2003. Hans arbejde omfatter også stemmeskuespil og inkluderer rollen som genien i 'Iznogoud' i 2005. Han demonstrerede sit talent som instruktør med 'Ce soir je dors chez toi' i 2007, baseret på tegneserien 'Monsieur Jean,' og instruerede derefter 'Safari' i 2009 med Kad Merad i hovedrollen. ‘Le Tuche’-serien har en betydelig plads i hans filmografi; han instruerede 'Les Tuche' i 2011, efterfulgt af 'Les Tuche 2: Le Rêve américain' i 2016 og 'Les Tuche 3: Liberté, Égalité, Fraternituche' i 2018. Sidstnævnte film indbragte ham César du public-prisen i 2019, og hans arbejde på serien er påvirket af udfordringerne ved at opnå den amerikanske drøm. Baroux er fortsat aktiv i underholdningsbranchen. Han udgav 'Menteur' i Frankrig i juli 2022. Han har været gift med Coralie siden 2009, og de har to børn, Enya Baroux (født 1991) og Boris Baroux (født 2001). Gennem hele sin karriere har han arbejdet både som skuespiller og instruktør, hvilket demonstrerer alsidighed inden for det franske komedielandskab.
Olivier de Benoist, født Olivier Marie Emmanuel de Benoist de Gentissart den 14. juni 1974 i Reims, er en fransk komiker og skuespiller med rødder, der strækker sig tilbage til Belgien og endda Karl den Store. Han kommer fra en familie med adelige aner og syv børn og tilbragte sin barndom i Champagne. Opvæksten var streng og religiøs, inklusive deltagelse i jesuitiske skoler. Han er gift med Caroline Menand i femten år, som han mødte under sine studier, og de har fire børn: tre sønner og en datter, henholdsvis 14, 13, 9 og 2 år gamle. Hans fulde navn afspejler hans aristokratiske slægtskab, nemlig Olivier, Marie, Emmanuel, baron de Benoist de Gentissart. Oprindeligt studerede Olivier de Benoist jura i fem år ved Université Paris og opnåede en juridisk kvalifikation, men hans karriere tog en uventet drejning mod underholdning. Han blev trænet på Studio Pygmalion og begyndte sin optræden ved at medvirke i et stykke skabt af Benoît Poelvoorde, "Modèle déposé." Hans tidlige arbejde omfatter tv-reklamer for Téva-kanalen i 2002 og skabelsen af sit første stykke, 'Né sous X', i 2003, efterfulgt af en parodi på realityshows kaldet 'Loft Sorry' i 2004. Fra 2005 udviklede og opførte han sine populære one-man shows, 'Haut débit', 'Très haut débit' og 'Très très haut débit', der kombinerede sketches og tryllekunster, og optrådte på steder som Le Petit Palais des Glaces og Point Virgule. Olivier de Benoist opnåede betydelig anerkendelse i 2010 som den første deltager i 'On n’demande qu'à en rire,' hvor han optrådte hele 50 gange i sæson 1 og samarbejdede med Kev Adams. Hans komik kredser ofte om temaer som kvindefordømmelse, forhold mellem mænd og kvinder og seksuelle hentydninger, og begynder hyppigt med frasen "Bonsoir, bonsoir. L’autre jour." Han har turneret omfattende og optrådt i over 650 shows, herunder 'Très Très Haut Débit', og nået over 300.000 tilskuere, med to udsolgte forestillinger på Olympia. Hans arbejde fortsætter med at udvikle sig; han skabte '0/40' i 2016 med Pierre-Marie Debrie og begyndte at opføre et nyt show kaldet 'Le petit dernier' i 2019. I øjeblikket er han ved at skabe ‘Le droit au bonheur’, som vil have premiere i oktober 2024, og er planlagt til at optræde i tv-serien 'Capitaine Marleau' (2023) og filmen 'Sur la dalle' (2025), samt i den sjette sæson af 'Astrid et Raphaëlle' (2025). Han har også udgivet en tegneserie, ‘Le Dernier Rempart face à la dictature des femmes,’ og optræder hyppigt i Michel Druckers tv-program “Vivement Dimanche”.
Patrick Bosso er en fransk komiker og skuespiller, født den 12. oktober 1962 i Marseille. Han blev født på fødeafdelingen på La Belle de Mai hospitalet. Hans forældre var italienske immigranter, der slog sig ned i Frankrig. Opvokset i Panier-kvarteret i Marseille flyttede han senere til de nordlige distrikter inden for boligkomplekset 'Les Lauriers'. Bosso’s tidlige liv afspejler hans arbejderbaggrund; hans far arbejdede på værftet ved Port of Marseille, og Bosso fulgte kortvarigt i hans fodspor som skibsbygger. Han forsøgte også at starte en lærlingeudannelse som VVS-installatør, men afsluttede den ikke. Før han fandt sin kald i komedie, havde han en række forskellige jobs, herunder budarbejde på Vieux-Port, øludbringning, opvask i restaurant og ansættelse på rådhuset. Bosso’s karriereskift begyndte i Paris, hvor han arbejdede som dørvagt i Pigalle og solgte merchandise for musikere som Madonna, Roch Voisine og Michel Sardou. I 1989 begyndte han at tage skuespillerundervisning hos Niels Arestrup, der opfordrede ham til at forfølge one-man shows. Han debuterede i soloforestilling samme år med 'C’est méchant' på Théâtre Marie Stuart. Hans første store show, 'Qui ?!? Moi !?!', havde premiere på Palais des Glaces i 1995. Forestillingen 'Les talons devant' (1997) øgede markant hans offentlige anerkendelse. Han var kortvarigt vært for 'La Grosse émission' på Comédie! kanalen fra september til oktober 1998, og i 2000 instruerede Pierre-François Martin-Laval (Pef) hans andet show, 'Bosso exagère trop!'. Bosso har fortsat med at udvikle sit komiske talent gennem årene. Han præsenterede 'Du Bonheur' i november 2005, som udkom på DVD i 2007. 'Le spectacle de ma vie' havde premiere på Olympia i oktober 2003. I løbet af sin karriere har han medvirket i over tyve film siden 1996 og haft hovedrollen i miniserien 'Hep Taxi!' (2003), samt forskellige tv-film mellem forestillingerne. I 2016 spillede han hovedrollen i filmen 'Marseille', instrueret af Kad Merad. Han demonstrerede også sin alsidighed ved at instruere kortfilmen 'Rien ne sert de courir' i 1999 og udgive en bog, 'Melon et Melèche: le grand concours', i 2001. Hans one-man show 'La courte échelle' havde premiere på Comédie de Paris i januar 2009, og udkom på DVD i 2010.
Patrick Font, født den 27. september 1940 i Vésinet, var en fransk humorist og chansonnier. Han begyndte sin karriere som skolelærer (instituteur) fra 1961 til 1968. Fra 1970'erne til 1995 dannede han et komisk duo kaldet Font et Val med Philippe Val. I løbet af sin karriere skrev han tekster for andre kunstnere, herunder Thierry Le Luron og Christophe Alévêque, hvilket demonstrerede hans alsidighed i det franske underholdningslandskab. Han udgav flere bøger, herunder J'exagère, mais pas assez i 1992 og Souvenirs d'un cow-boy d'opérette i 2018. I 1992 blev han klummeskribent for den satiriske magazine Charlie Hebdo , og bidrog også til radioprogrammet Rien à cirer på France Inter. Han grundlagde Marie Pantalon, en skole for scenekunst i Haute-Savoie, i 1994. Fra 2007 var han fast komiker på Théâtre des Deux Ânes i Paris, hvor han optrådte i stykker som 'Sarkozix Le Gavlois', 'Kadhafi à Paris' og 'Nicolas s'remarie'. Hans komik involverede ofte satiriske revyer om aktuelle begivenheder, der undertiden blev beskrevet som værende ‘façon Riviera’, med henvisning til figurer som Sarkozy og Fillon. Fontaines karriere blev i betydelig grad påvirket af retssager, der begyndte i 1996. Han blev dømt for seksuelt misbrug af mindreårige og afsonede fire år og to måneder i fængsel fra 1996 til 2000, efter en retssag i Annecy i marts 1998. På trods af disse begivenheder forblev han involveret i kunstneriske bestræbelser, medstiftet Les Auteurs Réunis i 2005, som var ansvarlig for og . Han deltog i albummet i 2011. Patrick Font døde den 6. april 2018 i en alder af 77 år på grund af komplikationer fra en langvarig leversygdom og efterlod sig en kompleks arv inden for fransk komedie.
Patrick Raynal, født Bernard Giraud i Vierzon den 29. maj 1926, var en fransk chansonnier og humorist. Han begyndte sin kunstneriske rejse efter 2. verdenskrig, som 20-årig, med beslutningen om at forfølge en karriere som kunstner. Opvokset i en beskeden familie med en kommunistisk far, oplevede han tidlige forstyrrelser, herunder hyppige udsmidninger fra skolen og et kortvarigt løbeturseventyr i en alder af 13 år. Hans første optrædensoverselser involverede at imitere Charles Trenet under sin tjeneste i hæren, hvilket indbragte ham kælenavnet "Vierzons sangende vanvidsmand". Han begav sig efterfølgende ud i en musikalsk karriere som en "bondekomiker" og omfavnede sine landlige rødder. Raynal opnåede anerkendelse i 1950'erne, hvor han først optrådte i Berry-regionen og derefter på nationalt plan. Hans komiske stil indeholdt ofte satiriske fremstillinger af Berry-bønder, legemliggjort af Berlodiot-familien og især karakteren Berlodiot, en karikatur med en markant accent. Han optrådte på steder som Caveau de la République, hvor han knyttede venskaber med Pierre Dac og Francis Blanche, og senere prydede scener som Bobino og Olympia. I løbet af sin karriere, der strakte sig over cirka 50 år, indspillede han adskillige 45 rpm-plader og opnåede betydelig popularitet i Berry-regionen og ud over, og fik undervejs to guldplader. Ud over sine sceneoptrædener og optagelser medvirkede Raynal også i flere film, herunder Le journal d'une femme en blanc (1965) sammen med Marie-José Nat, samt Babette s'en va-t-en guerre (1960), Le Magot de Josepha (1962) og Les grandes familles (1966). Han kritiserede åbent aspekter af parisisk kultur, især forbrugssamfundet, som han betragtede som stresset, respektløst og ensformigt, og udtrykte også ubehag over 'nouvelle cuisine'. Han modtog anerkendelse for sit arbejde, herunder Prix de l'humour i 1971 og Prix Fernand Raynaud to gange, i 1971 og igen i 1989. Han blev desuden tildelt Chevalier des Arts et des Lettres, Grand Officier de la Ligue du Bien Public og medaljer fra byen Paris og Sacem. Efter at være gået på pension til Anzy-le-Duc med sin kone Claudie fortsatte han med at optræde på velgørenhedsshows for organisationer som ligaen mod kræft og foreningen for blinde hunde. Patrick Raynal døde på Paray-le-Monial hospital den 1. maj 2010.
Philippe Lellouche travail comme acteur, réalisateur, scénariste, animateur de télévision et chanteur. Il partitage le métier d 'acteur avec son frère, Gilles Lellouche.
Philippe Meyer, født den 25. december 1947 i Germersheim, Tyskland, er en mangefacetteret personlighed kendt som journalist, humorist, forfatter, radio- og tv-personlighed. Hans rejse begyndte i 1965, da han startede studiet af jura og sociologi på Université Paris-Nanterre. I denne periode arbejdede han også som underviser i en klub for forebyggelse af ungdomskriminalitet i Paris, hvilket demonstrerede en tidlig interesse for sociale spørgsmål. Meyers engagement i studenteraktivisme er tydeligt i hans rolle som formand for strejkeudvalget på Nanterre i november 1967 og deltagelse i maj 1968-protesterne sammen med Paul Ricœur. Meyers intellektuelle interesser rakte ud over Frankrig, da han i 1968 modtog et legat fra det fransk-quebecoiske ungdomskontor for at studere reaktioner på ungdomskriminalitet i Quebec. Denne oplevelse viste sig at være afgørende, hvilket førte til relationer med fremtrædende personer som René Lévesque, Denys Arcand, Michel Chartrand og Gilles Vigneault. Han forsvarede sin doktorafhandling, "L'Enfant et raison d'État," i 1977 under vejledning af Annie Kriegel og Philippe Ariès. Han arbejdede også som forsker ved Centre de santé mentale under professor Philippe Paumelle. Fra marts 1982 begyndte Meyer at arbejde på radiostationer for public service broadcasting, og han var vært for 'Télescopages' på France Inter fra 1982 til 1989. Meyers karriere inden for medierne fortsatte med 'Allegro serioso' på France Culture (1984-1995) og 'Libre examen' (1995-1998). Han er især kendt for sit daglige humoristiske segment på France Inter fra 1989 til 2000, der begyndte med 'Glade indbyggere i...' og sluttede med sætninger som 'Vi lever i en moderne æra'. Han var vært for 'L'Esprit public' på France Culture fra 1998 til 2017 og fortsatte det som en podcast efter dets ophør. Han præsenterede også ‘La prochaine fois, je vous le chanterai’ på France Inter fra 2000 til 2016. Meyer er medvirket i film som 'Det begynder i dag' og 'Sagen Picpus,' samt tv-serien 'Maigret.' For nylig udgav han 'La prochaine fois, je vous l'écrirai,' en bog med portrætter og hyldester, og fortsætter med at moderere podcasten 'Le Nouvel Esprit Public,' hvor han samarbejder med offentlige intellektuelle.
Philippe Val, født den 14. september 1952 i Neuilly-sur-Seine, er en fransk journalist, sanger og komiker. Hans forældre var en slagter, René Vol, der senere ændrede sit navn til Val, og en frisør; han var den sidste ud af fire søskende. Han droppede ud af skolen i en alder af 17 for at forfølge musikken, hvilket viste en tidlig tilbøjelighed mod kunstnerisk udtryk. Val’s komiske rejse begyndte med duoen Font et Val, dannet i 1970’erne med Patrick Font. De optrådte oprindeligt som engagerede sangskrivere på steder som La Pizza du Marais, Théâtre de Dix heures og Vrai Chic Parisien, ledsaget af Paul Castanier indtil 1989, og senere af Emmanuel Binet. I starten af 1980’erne gav han lejlighedsvis solokoncerter, hvor hans hund, Jeff, undertiden deltog. Han samarbejdede med sangerinden Anne Vanderlove i 1973 om hendes politisk ladede album 'Non.' Han redigerede kortvarigt La Grosse Bertha i 1991 og medvirkede til at grundlægge den anden udgave af Charlie Hebdo i 1992 sammen med Cabu, hvor han fungerede som redaktør og direktør indtil 1992. Han vendte senere tilbage for at lede Charlie Hebdo fra 2004 til 2009, hvor han publicerede Jyllands-Postens Muhammedtegninger i 2005, hvilket førte til frifindelse i 2007 for anklager om hetz. Han har udgivet flere bøger, herunder 'Vingt ans de finesse' (1992) og 'Malaise dans l’inculture' (2015). Efter sin afgang fra Charlie Hebdo i 2009 blev Val direktør for France Inter, en stilling han besad indtil 2014. Han udgav albummene 'Paris-Vincennes' (1996), 'Hôtel de l’univers' (1999) og 'Philippe Val' (2004). Val har fremsat stærke politiske holdninger, udarbejdet et manifest mod antisemitisme i 2018 og været imod grupper som Front National og katolske fundamentalister. Han er i øjeblikket ugentlig klummeskribent for radiostationen Europe 1 siden 2021. Hans karriere afspejler en mangfoldig engagement med fransk kultur og samfund, præget af både kreativt samarbejde og redaktionelt lederskab.
Pierre- Thomas Levassor (født den 25. januar 1808 i Fontainebleau) er en fransk skuespiller. 4 januar 1870 i anden arrondissementet i Paris. Hans begravelse er på kirkegården i Montmartre.
Albanien
1
Armenien
1
Argentina
24
Østrig
28
Australien
22
Aserbajdsjan
1
Belgien
13
Bulgarien
31
Benin
2
Bolivia
1
Brasilien
12
Canada
48
Schweiz
17
Chile
8
Cameroun
1
Kina
7
Colombia
2
Tjekkiet
7
Tyskland
188
Danmark
17
Den Dominikanske Republik
1
Algeriet
2
Estland
5
Egypten
4
Spanien
74
Finland
15
Storbritannien
166
Ghana
3
Grækenland
18
Guatemala
1
Ungarn
7
Indonesien
8
Irland
28
Israel
9
Indien
11
Irak
3
Iran
6
Italien
136
Jamaica
1
Japan
35
Kenya
3
Sydkorea
20
Kasakhstan
1
Libanon
5
Litauen
1
Letland
1
Marokko
17
Myanmar (Burma)
1
Malta
1
Malawi
2
Mexico
28
Malaysia
7
Nigeria
19
Nicaragua
2
Nederlandene
2
Norge
12
Nepal
3
New Zealand
9
Peru
2
Filippinerne
35
Pakistan
7
Polen
8
Portugal
7
Qatar
1
Rumænien
1
Serbien
3
Rusland
9
Saudi-Arabien
4
Sverige
101
Slovenien
4
Slovakiet
2
Thailand
2
Tunesien
4
Tyrkiet
5
Taiwan
1
Ukraine
7
Uganda
7
USA
213
Uruguay
1
Usbekistan
1
Vietnam
1
Sydafrika
2
Frankrig har en lang og særpræget komedietradition, hvor humor spiller en vigtig rolle i teater, film, tv og liveunderholdning. Franske komikere har udviklet mange forskellige former for komedie gennem årene, fra teaterforestillinger og klassisk satire til moderne stand-up, sketch comedy og onlineindhold.
GiggleTime's katalog samler franske komikere, stand-up performere, komiske skuespillere, forfattere og andre personligheder forbundet med fransk komedie. Gennemse profilerne ovenfor for at opdage komikere fra forskellige generationer og lære mere om deres karriere og arbejde.
Moderne stand-up er blevet en stadig mere synlig del af den franske komediescene. Komikere optræder i dedikerede comedy clubs, teatre, caféer og andre spillesteder og præsenterer materiale, der spænder fra personlige historier og situationskomik til samfundskommentarer, satire og absurd humor.
Den franske comedy-scene er særligt aktiv i Paris, hvor optrædende kan finde adskillige spillesteder og publikum til både etablerede shows og nye acts. Comedy opføres også i byer og regioner over hele Frankrig, hvilket giver komikere mulighed for at udvikle et publikum uden for hovedstaden.
Fransksproget comedy strækker sig også ud over Frankrig selv, med performere og publikum forbundet med den bredere fransktalende verden.
En af de karakteristiske formater, der er forbundet med fransk komedie, er one-man showet, hvor en komiker optræder med en helaftens soloforestilling for et publikum.
Disse shows kan kombinere stand-up, historiefortælling, teaterpræstationer, karakterer og manuskriptbaseret komedie. Formatet er blevet en vigtig del af fransk populær underholdning og har hjulpet mange komikere med at udvikle en genkendelig sceneidentitet.
Mens moderne fransk stand-up fortsætter med at udvikle sig, forbliver forbindelsen mellem komedie og teaterpræstation en vigtig karakteristik af landets komediekultur.
Fransk komedie har en stærk tilstedeværelse i både film og tv. Komikere bevæger sig ofte mellem live-optræden, skuespil, manuskriptforfatning og præsentation, og mange performere opbygger karrierer på tværs af flere former for underholdning.
Fransk tv har produceret adskillige komedieprogrammer, sketchshows og underholdningsformater, mens fransk film har en lang historie med succesfulde komediefilm og mindeværdige komiske præstationer.
Forholdet mellem stand-up og skuespil foran kamera er særligt interessant i Frankrig, hvor en komiker kan starte med liveoptrædener før de går videre til film, tv eller andre former for underholdning.
Der findes ingen enkelt stil, der definerer fransk komedie. Performere arbejder på tværs af observationel komedie, satire, parodi, slapstick, karakterbaserede optrædener, historiefortælling og improvisation.
Forskellige generationer af komikere har også bragt forskellige påvirkninger ind i miljøet. Etablerede performere optræder stadig sammen med nyere komikere, der bruger podcasts, YouTube, sociale medier og streamingplatforme til at nå ud til publikum.
Denne kombination af traditionel scenekomik og digital underholdning har skabt flere muligheder for nye franske komikere til at udvikle deres egne publikummer og stilarter.
Leder du efter franske komikere, franske stand-up komikere eller komedie skuespillere fra Frankrig? Udforsk GiggleTime-mappen ovenfor for at opdage performere fra forskellige perioder og områder af fransk underholdning.
Søg efter en bestemt komiker eller gennemse profilerne for at opdage nye navne. Individuelle sider kan indeholde biografiske oplysninger, karriereoplysninger, optrædener, fotografier og andre interessante fakta.
Uanset om du nyder fransk stand-up, komediefilm, tv-komikere, one-man shows eller klassisk fransk komedie, gør GiggleTime det nemmere at opdage de mennesker, der står bag humoren.
Vores katalog fortsætter med at udvide sig med nye profiler, hvilket giver dig flere måder at udforske den franske komedieverden på.
