Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

1740 komikere

Bud Spencer

Carlo Pedersoli, der professionelt var kendt som Bud Spencer, var en italiensk skuespiller, svømmer og vandpolospiller. Han blev født den 31. oktober 1929 i Napoli og var søn af Alessandro Pedersoli og Rosa Facchetti, der oprindeligt stammede fra Darfo Boario Terme og Chiari, begge beliggende i Brescia-provinsen i Italien. Faderens arbejde nødvendiggjorde en flytning til Rom i 1940, hvilket i høj grad ændrede forløbet af hans barndom. Buds Spencers tidlige år inkluderede skolegang sammen med Luciano De Crescenzo, hvilket demonstrerede en tidlig forbindelse til kunstneriske miljøer. Han studerede på Sapienza Universitetet i Rom og læste kortvarigt kemi, før han i sidste ende fik en juridisk embedseksamen. Før han opnåede berømmelse som komiker, udmærkede Carlo Pedersoli sig inden for sport. To gange deltog han for Italien i sommer-OL; både i 1952 og 1956 nåede han semifinalen i 100 m fri. Han opnåede også bemærkelsesværdig succes i svømning og vandpolo, svømmede 100 m fri på under et minut den 19. september 1950 og vandt en sølvmedalje ved Middelhavslegene i 1951. Han demonstrerede yderligere sin sportslige kunnen ved at vinde det italienske mesterskab i vandpolo i 1954 og sikre sig en guldmedalje ved Middelhavslegene i 1955. Hans alsidige færdigheder rakte ud over sport; han registrerede flere patenter, opnåede certificeringer som pilot for kommercielle fly og helikoptere og arbejdede kortvarigt i forskellige stillinger i Sydamerika. Bud Spencers skuespillerkarriere begyndte med *Quel fantasma di mio marito* (1950), efterfulgt af optrædener i film som *Quo Vadis* (1951) og *Siluri umani* (1954). Han er dog bedst kendt for sit partnerskab med Terence Hill, hvor de optrådte i 18 film sammen. Navnet 'Bud Spencer' var et bevidst valg, inspireret af Budweiser øl og skuespilleren Spencer Tracy. Han modtog David di Donatello-prisen for livslang indsats i 2010, som en anerkendelse af hans betydelige bidrag til italiensk film. Den 27. juni 2016 døde Bud Spencer i Rom, husket for sine bidrag til både komedie og sport, og han modtog Caimano d'oro (Guld Kaiman) fra det italienske Svømmeforbund i 2005.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Dario Vergassola

Dario Vergassola er en italiensk entertainer med en varieret karriere, der spænder over komedie, skuespil, skrivning, sang og broadcasting. Han blev født i La Spezia i 1957 og begyndte sit arbejdsliv som fabriksarbejder, før han skiftede til underholdningsverdenen. Han opnåede først anerkendelse i 1988, da han deltog i 'Professione Comico' og vandt både publikumsprisen og kritikernes pris. Efter denne succes optrådte han i 'Star 90' i 1989 og arbejdede som korrespondent for 'Il TG delle vacanze' i 1991. Vergassolas komiske stil er blevet fremvist i adskillige italienske tv-programmer. Gennem hele sin karriere har Massimo Vergassola været en fast comedic tilstedeværelse i tv-programmer som 'Maurizio Costanzo Show,' 'Zelig,' 'Mai dire Gol' og 'Quelli che il calcio.' Desuden har han fungeret som vært eller medvært i flere shows, herunder 'Bulldozer,' 'Kilimangiaro,' 'Sei in un Paese meraviglioso,' og han stod i spidsen for to udgaver af 'Concerto del Primo Maggio' i både 2014 og 2015. Vergassolas arbejde som skuespiller omfatter gentagne optrædener som Erminio i 'Dio vede e provvede' og som Pippo Santi i 'Carabinieri.' Hans musikalske output inkluderer studiealbums, nemlig 'Manovale gentiluomo' (1992) og 'Lunga vita ai pelandroni' (1999), og singlen “Mario (Marta),” der sikrede sejr ved Festival di Sanscemo i 1992. Ud over tv og musik har Vergassola etableret sig som forfatter. Han har udgivet flere bøger med anerkendte italienske forlag som Mondadori, Feltrinelli og Baldini & Castoldi, herunder en bog med titlen 'Lunga vita ai pelandroni' i 2000 og sin første roman, 'La ballata delle acciughe,' i 2014. Hans samarbejder omfatter medforfatterskab og medvirken i showet 'Tenera è la notte' i 1996 og turnéer med 'Bimbi belli' sammen med Stefano Nosei fra 1993. I 2013 lavede han en YouTube-video til støtte for LGBTQ+-unge. Han er i øjeblikket planlagt til at vende tilbage til 'Zelig' i 2026 til dets 30-års jubilæum, og fortsætter dermed sin lange og varierede karriere inden for italiensk underholdning.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Diego Bianchi

Diego Bianchi è un conduttore tv-sivo, giornalista, ex blogger e YouTuber italiano. Ha speso operato con lo pseudonimo Zoro e, tra le sue varie attività, è noto per aver presentato il programma tv-isivo Propaganda Live.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Duilio Pizzocchi

Duilio Pizzocchi, hvis rigtige navn er Maurizio Pagliari, er en italiensk komiker og cabaretperformer født i Bologna i 1957. Fra en tidlig alder demonstrerede han talent for jokes og underholdning. Han begyndte sin karriere i en alder af tyve, hvor han optrådte i radio- og tv-programmer i Emilia-Romagna regionen. Denne tidlige periode så udviklingen af flere karakterer, der ville blive centrale for hans komiske persona, herunder den Ferrarese maler "Duilio Pizzocchi," som til sidst blev hans scenenavn, og “Cactus,” en karakter populær i 1980'erne kendt for at søge lån og ulovlige varer. Pizzocchis komikstil er kendetegnet ved en bred vifte af karakterer, hver med distinkte personligheder og særheder. Ud over "Duilio Pizzocchi" og "Cactus" skabte han "Ermete Bottazzi," en lastbilchauffør, der debuterede i starten af 1990'erne, samt "Donna Zobeide," en parodi på en spåkonder, der opnåede popularitet gennem radioudsendelser, og "La Novella," en bidsk gammel dame, der senere skiftede til sceneforestillinger. Andre bemærkelsesværdige karakterer inkluderer "Eddy Collante," "Stefano Pedrazzi" og "Mefistocchi." Fra 1983 begyndte han at optræde i tv i lokale Emilia-Romagna udsendelser, hvor han yderligere forfinede disse karakterer. Gennem hele sin karriere har Pizzocchi udforsket forskellige performanceområder. Fra 1988 forfulgte han en fuldtids cabaretkarriere og optrådte på teatre, konferencer og festivaler. Han medvirkede i 1992 i dannelsen af den turnéforestilling Costipanzo Show sammen med Andrea Sasdelli (Giuseppe Giacobazzi), som stadig kører. Han har desuden medvirket i adskillige film, herunder Consigli per gli acquisti (1997), Baciato dalla fortuna (2011) og Volevo nascondermi (2020). Hans tv-optrædener omfatter programmer som Zelig, Maurizio Costanzo Show og Quelli che... il calcio. Han var vært for radioprogrammet Il mani-comico med Giacobazzi fra 2005 til 2026 på Radio Italia Anni 60, og er i øjeblikket vært for "Il Manicomico" på Radio Italia Anni 60 Emilia Romagna, der sendes mandag til lørdag. Han udgav bogen med historier Fuori scena. Risate a sipario chiuso i 2020, og medforfattede Quel tesoro di mio figlio med Giuseppe Giacobazzi i 2009. Pizzocchi arbejder også som sports kommentator for amerikansk fodbold.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Enzo Iacchetti

Vincenzo Iacchetti, der professionelt er kendt som Enzo Iacchetti, er en italiensk entertainer med en varieret karriere, der spænder over stand-up comedy, skuespil, tv-værtsarbejde og sang. Han blev født den 31. august 1952 i Castelleone og tilbragte sin barndom i Maccagno, Varese provins. Hans forældre var Antonio (1918-1975) og Maria (1926-2016). Tidlige inspirationskilder inkluderede Adriano Celentano, Giorgio Gaber og Enzo Jannacci, hvilket inspirerede ham til at begynde at optræde i kirkehallen. Iacchettis professionelle karriere begyndte med optrædener på pizzeriaer og restauranter til begivenheder som dåb og bryllupper. Han studerede regnskab, men forfulgte det ikke som en karriere, i stedet engagerede han sig i politisk aktivisme som kommunist og fungerede endda som valgt byrådsmedlem i 1971. Fra 1976 til 1978 arbejdede han som grænsemand for Globus rejsebureau i Lugano. I 1978 antog han rollen som programmør og interviewer for Radio Tresa, hvor han håndterede alle programmeringsopgaver. Hans komikerkarriere fik fart i slutningen af 1978, da han begyndte at optræde på Derby Club i Milano sammen med andre komikere som Francesco Salvi, Giorgio Faletti, Walter Valdi, Giobbe Covatta, Malandrino e Veronica og I Gatti di Vicolo Miracoli, et samarbejde der fortsatte indtil 1985. Iacchettis tv-debut fandt sted i 1981 i Il Sabato dello Zecchino. Han opnåede bred popularitet i starten af 1990'erne gennem optrædener i Maurizio Costanzo Show, hvor han blev kendt for sine karakteristiske 'bonsai'-sange – korte, surrealistiske og ofte nonsenskompositioner. I 1991 udgav han et album med disse digte og sange. Fra 1994 til 2026 co-hostede han det populære tv-program Striscia la notizia med Ezio Greggio. Hans arbejde strækker sig ud over fjernsyn; han spillede hovedrollen i filmen Come quando fuori piove i 1995 og har optrådt i adskillige andre shows for Rai, Mediaset og Telemontecarlo. Han lagde også stemme til en hukommelsessvigtende SpongeBob SquarePants i 2009. Iacchettis engagement i sit håndværk demonstreres ved hans fortsatte optrædener på tv og scene, herunder værtsrollen for Velone i 2010 og modtagelsen af 'Riccio d'argento'-prisen i 2010 for sit show Chiedo scusa al signor Gaber, et album med covers af Giorgio Gaber-sange udgivet i 2009.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Enzo Maggio

Enzo Maggio, født Vincenzo Maggio den 10. oktober 1902 i Napoli, Italien, var en italiensk skuespiller og komiker. Han stammede fra en stor familie af performere; han havde tolv søskende, og hans forældre var også involveret i kunstens verden. Hans far, Domenico Maggio, var en skuespiller, sanger og teaterinstruktør, der var kendt for at bane vejen for neapolitanske sceneggiata-forestillinger. Enzo Maggio døde i Napoli den 13. juli 1978 i en alder af 75 år. Maggio's karriere begyndte i teatret, med en uddannelse gennem et lærlingeforhold i avanspettacolo-teatre før og under 2. verdenskrig. Han specialiserede sig i macchiette-optrædener, med fokus på pantomime, karakterarbejde og komisk timing. Han var kendt for sine imitationer, især af komikeren Larry Semon (Ridolini). Han optrådte ofte på scenen sammen med sine søskende Dante, Beniamino, Pupella og Rosalia Maggio, ofte i neapolitanske komiske produktioner. Hans kunstneriske uddannelse fandt primært sted på scenen. Efter krigen ændrede Maggio fokus til en produktiv filmkarriere, hvor han ofte spillede karakterroller. Han fik sin filmdebut i 1950 med Ã arrivato il cavaliere! og Vita da cani . Han medvirkede i over 40 film, herunder Lo sceicco bianco (1952) instrueret af Federico Fellini, Totò a colori (1952), og Ulisse (1954). Han samarbejdede også med Totò i La banda degli onesti (1956), og deltog i teaterforestillinger som Napoletani a Napoli (1955-1956) og La Venere coi baffi (1956-1957). Kritikere beskrev hans komiske stil som spontan og karikaturagtig, typisk for gode napolitanske skuespillere. Han medvirkede i film instrueret af Mario Monicelli, Steno, Aldo Fabrizi, Giuseppe De Santis, Mario Mattoli og Renato Rascel. Hans sidste film var Dino Risis Primo amore (1978), der udkom posthumt.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Enzo Salvi

Enzo Salvi er en alsidig og talentfuld italiensk skuespiller, manuskriptforfatter og komiker. Født Vincenzo Salvi den 16. august 1963 i Rom, Italien, voksede han op i Ostia-området. Hans forældre er Antonio Salvi (Tony) og Bruna Brunori. Han dimitterede som haveekspert fra et landbrugsinstitut og arbejdede oprindeligt som kommunal gartner. Salvi begyndte sin karriere som cabaretperformer og entertainer. Kolleger opfordrede ham til at følge denne vej på grund af hans hurtige replikker. Han fik sin teaterdebut i 1990 med Plautos Miles gloriosus . I 1991 co-grundlagde han komikerduoen “MAMMAMIA CHE IMPRESSIONE” med Mariano D’Angelo, som siden da har opført adskillige udsolgte shows og vundet kritikernes og publikums pris ved Comic Festival Nazionale i 1993. Han er kendt for karakteren med kælenavnet 'Er Cipolla' (Løget), inspireret af en narkoman, han mødte, mens han ventede på sin kæreste. Han har optrådt i komedier som Balle di Natale , Fiumi di forfora og A qualcuno piace Carlo . Salvi's filmkarriere begyndte i 1999 med Vacanze di Natale 2000 , efterfulgt af optrædener i Body Guards (2000), Merry Christmas (2001), Natale sul Nilo (2002), Natale in India (2003), Le barzellette (2004) og Il ritorno del Monnezza (2005). Han medvirkede også i tv-serien Domani è un'altra truffa (2006) og deltog i Notti sul ghiaccio (2006). Salvi's arbejde har involveret samarbejde med Biagio Izzo og Massimo Boldi, og han medvirkede i komiske film under Carlo Vazinzas instruktion. Han optræder ofte til begivenheder og sammenkomster og samarbejder med Christian De Sica og Massimo Boldi i årlige juleblockbuster-film. Han er populær over hele Italien blandt både voksne og børn. Han er fortsat aktiv i film- og tv-branchen, med optrædener i Il diavolo è Dragan Cygan (2024) og Alberto Sordi secret (2024).

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Fabio De Luigi

Fabio De Luigi, født den 11. oktober 1967 i Santarcangelo di Romagna, er en italiensk skuespiller, komiker, filminstruktør, tv-vært og tidligere baseballspiller. Han er en tippolitisk nevø af digteren Tonino Guerra. Fra sine tidlige dage demonstrerede han alsidighed, først forfølgende baseball i Serie A1 med Santarcangelo og Rimini før han skiftede til kunstens verden. Han dimitterede fra en kunstskole og fortsatte sine studier på Kunstakademiet i Bologna, hvor han fik en grad i maleri med en afhandling om komedie i nutidig kunstkritik. Denne kunstneriske baggrund informerer hans mangefacetterede karriere. De Luigi begyndte sin komediekarriere i 1990 ved at deltage i konkurrencen 'La Zanzara d'oro', hvor han opnåede en fjerdeplads. Han opnåede hurtigt anerkendelse gennem sit arbejde med Gialappa’s Band i tv-programmet Mai Dire... , både som komiker og vært, og samarbejdede senere med Paola Cortellesi og Mago Forest på 'Mai dire Grande Fratello 2'. Hans komediestil beskrives som både fysisk og intellektuel, men ydmyg, og han skabte adskillige mindeværdige karakterer, herunder Olmo, Fabius, Luigio Guastardo della Radica, Cologno, Baraldi, Medioman, L'Ingegner Cane, Bum Bum Picozza og Petunio. Han imiterede også forskellige tv-personligheder og politikere. Han udgav et album med titlen Olmo & Friends i 2002. Gennem slutningen af 1990'erne og 2000'erne medvirkede De Luigi i adskillige film, herunder Marriages (1998), All the Moron's Men (1999), Johnny the Partisan (2000), Commediasexi (2006), Natale a New York (2006), Natale in crociera (2007), As God Commands (2008) og Many Kisses Later (2009). Han medvirkede også i sitcom'en 'Love Bugs' (2005) og co-hosted 'Apocalypse Show' (Rai 1) og 'Le Iene'. Han har samarbejdet med instruktører som Marco Ferreri, Alessandro D’Alatri, Alessandro Genovesi, Fausto Brizzi og Giovanni Veronesi. Han fortsatte med at spille i film som Gli amici del bar Margherita (2009), Happy Family (2010) og Maschi contro femmine (2010). Han instruerede, co-skrev og medvirkede i 'La peggior settimana della mia vita' (2011) og har siden instrueret film som Tiramisù (2016) og 50 km per Hour (2024). Han filmer i øjeblikket 'La befana vien di notte 2 - Le origini'. Efter 25 år væk fra scenen vender han tilbage til live-optrædener med "BIOL- In Carne e Ossa Tour."

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Federico Basso

Federico Basso er en italiensk komiker, tv-forfatter, skuespiller og performer. Han blev født i Torino den 1. januar 1975 og er oprindeligt fra Italien. I 1995 afsluttede han sin tekniske uddannelse og fik et diplom som elektroniktekniker (Perito elettronico) fra Giuseppe Peano Instituttet for industriel teknologi i Torino med karakteren 49 ud af 60. Herefter fulgte kunstnerisk træning på Segrates Teaterskole og Milanos Kommunale Skole for Film og TV. Før han blev komiker, omfattede hans erhvervserfaring arbejde som videoredigerer for nyhedsudsendelser på Rete 4 og Italia 1, en stilling han havde fra 1997 til 2004. Basso begyndte sin kunstneriske karriere med teaterimprovisationsshows og deltog i Zelig’s laboratorier. Han opnåede anerkendelse gennem optrædener i comedy-programmerne *Zelig* og *Zelig Off*, både som performer og præsentator, og optrådte på *Zelig* i 2006, 2011-2013, 2021 og 2026. Fra 2007 til 2011 co-hosted han *Zelig Off* sammen med Teresa Mannino. I 2003 tilsluttede han sig Zelig workshops, og i 2004 vandt han Sesto San Giovanni cabaret festivalen, hvor han besejrede Teresa Mannino i finalen. Hans komiske stil er påvirket af amerikanske humor-traditioner, med stand-up komikere som Woody Allen, Jerry Seinfeld og Dane Cook som inspirationer. Han beundrer også Buster Keaton. Selv-ironi danner grundlaget for hans kunstneriske produktion. Federico Bassos karriere omfatter manuskriptarbejde til tv-programmer som *Belli dentro* (2005-2012) og *Crozza Italia* (2006), samt en gæsteoptræden i miniserien *Quelli dell'Intervallo Cafe - Casa Pierpiero* i 2011. Han vandt den femte sæson af comedy showet *LOL - Chi ride è fuori* i 2025 og delte præmiepengene med Geppi Cucciari. I november 2024 blev han ambassadør for de Olympiske og Paralympiske Vinterlege i 2026 og deltog som fakelbærer i Turin den 11. januar 2026. Han har også optrådt i *Geppi Hour* (2007), *Comedy Match* (2024-2026), *Techetechete'* (2024), *DopoFestival* (siden 2026), *The Band* (2022) og *La notte dei fiori* (2026). Han havde for nylig en Comedy Central Presents special i 2026. I øjeblikket arbejder han på et show, der snart vil blive bragt i teatrene, og deler monologer og sketches på sine sociale medieprofiler, hvor han har over 480.000 følgere. Kritikere beskriver ham som en skarp, intelligent kunstner og en observant iagttager af det moderne samfund.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Frank Matano

Den italienske entertainer, skuespiller og tv-personlighed Francesco Matano er også kendt som Frank Matano. Han blev født den 14. september 1989 i Santa Maria Capua Vetere, Italien, og har både italiensk og amerikansk statsborgerskab. Hans forældre er af italiensk og amerikansk afstamning, hvilket afspejler en dobbelt kulturel opvækst. Han tilbragte sine teenageår i USA og dimitterede fra Cranston High School East i Rhode Island. Matano begyndte sin karriere online i 2007 med en YouTube-kanal kaldet 'lamentecontorta,' der oprindeligt viste praktiske telefonspræg. Denne kanal opnåede hurtigt popularitet og fik omkring 60 millioner visninger og nåede en million abonnenter i 2008. Han oprettede en anden kanal, 'FRANK MATANO Games,' dedikeret til computerspil i 2013. Matano optrådte første gang i tv i 2009 som korrespondent og præsentator for 'Le Iene.' Senere samme år, i 2010, præsenterede han programmet 'Sky Scherzando?' og deltog på University of Cassino and Southern Lazio for at studere sprog, men opnåede ikke en grad. Gennem hele sin karriere har Matano udvidet sit virke til forskellige roller. Han medvirkede i webserien ‘Lost in Google’ i 2012 og fik sin skuespillerdebut i 'Fuga di cervelli' i 2013, efterfulgt af roller i Paolo Ruffinis film 'Tutto molto bello' (2014) og 'Fuga di cervelli' (2013). Han har også arbejdet som stemmeskuespiller for flere animerede projekter, herunder 'Zootopia' (2016), ‘Sing 2’ (2021) og ‘Transformers: Rise of the Beasts’ (2023). I 2015 modtog han Revelation of the Year prisen ved TV Direction Awards. Han var dommer i 'Italia's Got Talent' i 2015 og co-vært for 'Le Iene' i 2016 og 2019. Han deltog i comedyshowet 'LOL – Chi ride è fuori' fra 2021, og spiller i øjeblikket med i Prime Video-serien ‘Gigolò per caso’ fra 2023.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Monica Vitti

Monica Vitti, født Maria Luisa Ceciarelli den 3. november 1931 i Rom, var en italiensk skuespillerinde og tv-personlighed. Hendes forældre var Adele Vittiglia fra Bologna og Angelo Ceciarelli, og hendes scenenavn blev valgt fra sin mors pigenavn, Vitti. Hun tilbragte dele af sin barndom i Messina og Napoli og oplevede krigstidsbegivenheder, der fremmede en passion for teater. Som barn fik hun kælenavnet 'setti vistini' på grund af hendes lagdelte påklædning. Vitti fik sin formelle uddannelse på National Akademiet for Dramatiske Kunster, hvor hun dimitterede i 1953 og studerede under instruktører som Silvio D’Amico og Sergio Tofano. Hun deltog også på Pittman’s College og turnerede med en italiensk skuespillergruppe i Tyskland. Hendes første sceneoptræden var i Niccolò Machiavellis La Mandragola , efterfulgt af Mariana i Molières L’avaro i 1955. Hun optrådte for første gang på skærmen uden kreditering i Laugh! Laugh! Laugh! i 1954. I løbet af sin næsten fyrindstyveårige karriere var hun kendt for sin hæse stemme og livlige tilstedeværelse. Vitti opnåede international anerkendelse gennem sine roller i Michelangelo Antonionis film, især L'Avventura (1960), som fik hendes billede på et italiensk postmærke. Hun medvirkede i de efterfølgende film i det, der blev kendt som Antonionis ‘tetralogi om umuligheden af kommunikation’: La Notte (1961) med Jeanne Moreau og Marcello Mastroianni, L'Eclisse (1962) med Alain Delon og Il deserto rosso (1964). Hun samarbejdede med skuespillere som Marcello Mastroianni, Alain Delon, Richard Harris, Terence Stamp og Dirk Bogarde. Ud over disse dramatiske roller demonstrerede Vitti også komisk talent i film som La ragazza con la pistola og Io so che tu sai che io so , og instruerede flere komedier sammen med Carlo Di Palma, startende med Teresa the Thief (1973). Hendes præstationer indbragte hende fem David di Donatello-priser for bedste kvindelige hovedrolle, plus fire særlige anerkendelser. Hun modtog også syv italienske Golden Globes for bedste kvindelige hovedrolle, sammen med en Career Golden Globe og Venice Film Festival Career Golden Lion Award. Vitti og instruktøren Michelangelo Antonionis kunstneriske partnerskab strakte sig ud over deres filmarbejde og udviklede sig til et romantisk forhold. Hun lagde stemme til Dorian Gray i *Il grido*. Efter en lang karriere døde Monica Vitti i Rom den 2. februar 2022 og efterlod sig en betydelig arv i italiensk film.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Nini Salerno

Roberto Salerno, der professionelt er kendt som Nini Salerno, er en italiensk skuespiller, instruktør, sanger, komiker og cabaretperformer. Han blev født i Verona den 8. oktober 1948 og er relateret til radiojournalisten Paolo Salerno og har en bror, Nicola Salerno, der er medlem af RADAR og NAD. Han er gift med Patrizia, hvis indflydelse inspirerede Francesco De Gregoris sang 'Rimmel'. Salernos karriere begyndte i 1971, da han blev et grundlæggende medlem og deltager i den italienske comedy- og musikgruppe I Gatti di Vicolo Miracoli. I Gatti di Vicolo Miracoli blev dannet i Verona i 1971, og Salerno var med i gruppen fra dette år indtil deres opløsning i 1985. Gruppen opnåede hurtigt anerkendelse og optrådte på Derby Club i Milano fra 1971 og deltog regelmæssigt i RAI's variety shows fra 1975. De udgav deres debutalbum, 'I Gatti di Vicolo Miracoli', i 1972, og Arturo Corso instruerede dem i satiriske og musikalske shows. Salerno medvirkede også i komediefilmene Arrivano i gatti og Una vacanza bestiale i 1980. Gruppen opnåede stor succes med deres hit-sang "Capito?" i 1979, som nåede nummer fire på de italienske hitlister. Efter at et medlem forlod gruppen i 1981 fortsatte de som en trio. Efter at After I Gatti di Vicolo Miracoli blev opløst i 1985, fortsatte Salerno med at arbejde omfattende inden for film, tv og teater som skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter. Han instruerede filmen Arrivano i miei i 1983 og medvirkede i film som Un ufficiale non si arrende mai nemmeno di fronte all'evidenza (1973) og Secondo Ponzio Pilato (1987). Salerno har også medvirket i adskillige tv-serier, herunder I ragazzi del muretto (1991), Il commissario Corso (1991) og Un medico in famiglia (1999-2000). Han var vært eller medvirkede i forskellige tv-programmer gennem hele sin karriere, herunder Quo vadiz? (1984), Un fantastico tragico venerdì (1986), Amici mostri (1993-1994) og var en fast gæst på Buona Domenica (1998-1999). Han genforenedes lejlighedsvis med I Gatti di Vicolo Miracoli til film-, tv- og sceneforestillinger fra 1997. I øjeblikket spiller Salerno rollen som Inspector Gordon i en teateradaption af tv-serien Colombo. Salerno's karriere rækker ud over optræden; han har også arbejdet med kommerciel reklame, og medvirket i kampagner for Fiat 500X (2015) og Fiat 124 Spider (2016). I 1978 adopterede han en toårig dreng ved navn Garvey Salerno fra Martinica. Hans alsidige arbejde demonstrerer hans alsidighed som entertainer og hans varige tilstedeværelse i det italienske underholdningsmiljø.

Se profil