Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

1840 komikere

Alessandro Haber

Alessandro Haber, født i Bologna den 19. januar 1947, er en italiensk skuespiller, filminstruktør og sanger. Hans familiebaggrund er mangfoldig; hans far var rumænsk af jødisk oprindelse, og hans mor var italiensk (katolsk). Han tilbragte meget af sin barndom i Israel før han vendte tilbage til Bologna i en alder af ni år, hvor han begyndte at forfølge sin drøm om at blive skuespiller. Haber fik sin filmdebut i 1967 med en rolle i Marco Bellocchios *La Cina è vicina*, hvorefter han optrådte i film instrueret af Taviani, Fellini, Bertolucci og Damiani. Haber's karriere omfatter både dramatiske og komiske roller. Han havde en hovedrolle i Pupi Avatis Juligave i 1983, hvilket viste sig at være et vendepunkt for ham. Han medvirkede i adskillige teaterforestillinger, herunder Orgia, Woyzeck, Den Frugtsomme Knægt, Onkel Vanja, Dialogo og To Herrer af Firenze. I 2006 begyndte han at turnere med Tango d'amore e di coltelli, baseret på en tekst af Jorge Luis Borges og med musik af Ástor Piazzolla. Han har også medvirket i film som Sotto il segno dello scorpione (1969), L'amante dell'Orsa Maggiore (1971) og Amici miei - Atto IIº (1982). Haber instruerede sin eneste film, Scacco pazzo, i 2003, baseret på et skuespil af Vittorio Franceschi. Gennem hele sin karriere har Alessandro Haber modtaget anerkendelse. Han er blevet tildelt tre Nastro d'Argento priser, herunder en i 1994 for sin præstation i *La vera vita di Antonio H*, og en David di Donatello pris. Han modtog også Premio Gassman i 2006 for sin præstation som Onkel Vanya og en Premio IDI. Haber har udgivet tre albums: *Haberrante* (1995), *Qualcosa da dichiarare* (1999) og *Il sogno di un uomo* (2003), hvor "La valigia dell'attore" skrevet af Francesco De Gregori er blevet hans mest succesfulde single. I øjeblikket deltager han i 'Divertiamoci a Teatro' revuen, som er i sin 27. udgave på Teatro Nuovo i Verona, og vil opføre *VOLEVO ESSERE MARLON BRANDO* fra den 2. til den 5. december 2025. Revuen udforsker temaer som venskab, relationer, familieforbindelser og personlige sårbarheder, og inkluderer møder med skuespillerne efterfulgt af en skål.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Christian De Sica

Christian De Sica er en italiensk kunstner, der spiller rollen som skuespiller, komiker, sanger, entertainer, instruktør, manuskriptforfatter og tv-vært.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Ciccio Ingrassia

Francesco Ingrassia, der professionelt var kendt som Ciccio Ingrassia, var en italiensk skuespiller, komiker, instruktør, manuskriptforfatter, tv-vært og sanger. Han blev født i Palermo, Sicilien, den 5. oktober 1922, i Il Capo-bydelen på via San Gregorio, og forlod skolen efter to måneder for at hjælpe sine forældre, Pietro Ingrassia (murermester) og Nunzia Motta (husholderske). Hans tidlige liv involverede forskellige jobs, herunder frisør, tømrer, skomager og pølsemager. Fra 1938 begyndte han at opføre imitationer af Totò ved private lejligheder, hvilket demonstrerede en tilbøjelighed for humor fra en tidlig alder. Ingrassias karriere begyndte i 1950'erne, oprindeligt med Trio Sgambetta i 1944 sammen med Enzo Andronico og Mimì Ciampolo. Han slog sig sammen med Franco Franchi i slutningen af 1950'erne, og deres partnerskab blev cementeret med *Appuntamento ad Ischia* (Aftale på Ischia) i 1960. Duoen, kendt som Franco e Ciccio, opnåede hurtigt popularitet og arvede legatet fra avanspettacolo, variétéshows og Totò, og blev det foretrukne komiske duo i Syditalien. De optrådte i adskillige film, hvor Franco e Ciccio medvirkede i over 100 film mellem 1960'erne og 1980'erne, og udgav otte til ti film om året som duo. Ingrassia blev ofte betragtet som det 'seriøse' ansigt af den komiske gruppe, mens Franchi spillede klovnen. Ciccio Ingrassias arbejde spændte over forskellige medier. Hans karriere fik et betydeligt opsving i 1960'erne, og han optrådte hyppigt sammen med Franco Franchi. Goldfoot & the Girl Bombs (1966), Don Chisciotte e Sancio Panza (1969), Due Gattoni a Nove Code... e Mezza ad Amsterdam (1971), I Due Figli di Trinita (1971) og Amarcord (1973), som fik en vurdering på 88% på Rotten Tomatoes. Han instruerede også film, herunder 'Billing Order'. Gennem hele sin karriere blev Ingrassia nomineret til flere priser, modtog en Nastri d'argento-nominering i 1974 for Amarcord, vandt en i 1976 for Todo modo og fik en Ciak d'oro-nominering i 1988 for Domani accadrà. Han vandt en David di Donatello i 1991 for Condominio. Ciccio Ingrassia døde i Rom den 28. april 2003 i en alder af 79 år efter at have lidt af respiratoriske sygdomme de seneste to år.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Franco Franchi

Franco Franchi, født Francesco Benenato i Palermo, Sicilien, den 18. september 1928, var en italiensk skuespiller, komiker og sanger. Han døde i Rom den 9. december 1992. Han blev født som det fjerde ud af atten børn i en fattig familie og oplevede et udfordrende tidligt liv, herunder perioder med omrejsende arbejde efter kun at have afsluttet tre klassetrin i skolen. Disse erfaringer omfattede arbejde som billedhugger af ikoner, bagerlærling og stationsportør, samt en kort periode med at optræde som gade råber, der spillede stortromme med komiske elementer. Franchi begyndte sin karriere i 1950'erne og tilsluttede sig Salvatore Polaras gruppe 'Gli Striscianti' i 1948. Han imiterede kendte figurer som Totò, Mussolini og Hitler og demonstrerede tidligt komisk talent. Han debuterede på Teatro Golden i Palermo i 1950. Hans karriere fik betydelig momentum i 1960'erne efter at Domenico Modugno opdagede ham og satte ham i rampelyset. Han indgik partnerskab med Ciccio Ingrassia og dannede et komisk duo kendt som Franco e Ciccio, hvilket blev et definerende aspekt af hans arbejdsliv. De begyndte deres karriere med at optræde på sicilianske teatre. Duettens humor, som de betegnede som ‘comicità sottoproletaria’, fokuserede på satiriske imitationer af film både fra Italien og udlandet; eksempler omfatter *Krig italiensk stil* (1966), med Buster Keaton, og *Ultimo tango a Zagarol* (1973), en humoristisk fortolkning af *Sidste tango i Paris*. De opnåede betydelig popularitet, hvor deres film stod for cirka 10% af den italienske cinemas indtjening mellem 1961 og 1970. Franco Franchi vandt en Telegatto-pris for bedste variety show i 1984 for *Bene, bravi, bis*, og optrådte hyppigt i tv, herunder programmer som *Patatrac* (1981-1982) og *Canzonissima*. På trods af kritisk ligegyldighed var Franco Franchi en af de mest populære komiske skuespillere i italiensk film under 1960'erne.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Gino Bramieri

Gino Bramieri, født Luigi Bramieri den 20. juni 1928 i Milano, Italien, var en italiensk komiker og skuespiller. Hans forældre var Angelo Bramieri, en tømrer, og Giulia Botturi. Han voksede op i en arbejderbolig i Milanos Brera-kvarter. Bramieris kunstneriske rejse begyndte sent i 1943 med en amatørdebut ved et velgørenhedsshow i Rovellasca. Han fik sin første teateroptræden med replikker den 27. september 1944 på Teatro Augusteo i Milano. I 1949 begyndte hans professionelle karriere, da han blev medlem af Erminio Macarios revuekompagni, hvilket førte til hans første betalte arbejde med Brabito-trioen på Teatro Anteo. Han fik hurtigt erfaring ved at samarbejde med fremtrædende italienske komikere som Totò, Peppino De Filippo og Aldo Fabrizi. Tilnavnet 'Il Re della barzelletta' ('vittighedernes konge') afspejlede hans komiske tilgang, der var kendetegnet ved beretning om humoristiske anekdoter, ofte leveret hurtigt og med surrealistiske træk. Han fik en eksamen i regnskab gennem aftenundervisning. Gennem 1960'erne og 1970'erne opnåede Bramieri stor succes i fjernsynet, med optrædener i programmer som Tigre contro tigre , Il signore ha suonato? , og E noi qui . Han var vært i sit eget program, G.B. Show , fra 1982 til 1988. Han spillede også med i populære Carosello reklamer for Moplen, og blev kendt for sloganet 'e mÃ³ e mÃ³ Moplen'. Han medvirkede i omkring tredive film og instruerede Ride bene... chi ride ultimo . Bramieri fik kælenavnet 'il Gino nazionale' og 'Re della barzelletta'. Han samlede sine vittigheder i en række bøger, herunder 50 chili fa , inspireret af sit vægttab. Bugspytkirtelkræft tog Bramieris liv den 18. juni 1996 i en alder af 67 år; han blev efterfølgende begravet på Milanos Cimitero Monumentale. Gader og veje er blevet omdøbt til hans ære i Milano og Rom.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Mario Marenco

Mario Marenco, født den 9. september 1933 i Foggia, var en italiensk personlighed kendt for sine mange talenter. Han var komiker, humorist, skuespiller, tv-forfatter, arkitekt og designer. Efter at have afsluttet sin uddannelse som arkitekt fra universitetet i Napoli i 1957, fortsatte han sine studier med forskningsstipendier i Stockholm og Chicago. Denne tid i Stockholm påvirkede i høj grad hans designtilgang. Marencos karriere omspændte både kreative og tekniske felter og demonstrerede en bemærkelsesværdig bredde af færdigheder. Marencos arbejdsliv omfattede etableringen af Studio DEGW for arkitektur og design i Rom i 1960. Han designede blandt andet Cynthia-aluminiumslampen i 1960 og Marenco-sofaen i 1970. Hans arkitektoniske arbejde strakte sig også til et samarbejde med italienske bilproducenter om at designe deres udstillingsstande. Som komiker og radiovært opnåede han popularitet gennem radioprogrammet Alto gradimento , skrevet sammen med Giorgio Bracardi, der havde premiere i 1970. Han skabte og portrætterede mindeværdige karakterer som Oberst Buttiglione, Sgarambona, Riccardino og Raimundo Navarro, ofte i samarbejde med Renzo Arbore og Gianni Boncompagni i forskellige tv-programmer. Han optrådte i programmer som Odeon og L'uovo e il cubo , og deltog senere i shows som Sotto le stelle og Indietro tutta! . Gennem hele sin karriere fortsatte Marenco med at bidrage til italiensk underholdning. Fra 2006 til 2008 optrådte han med Nicola Vicidomini, og i 2013 spillede han med i teaterforestillingen A Rotta di Collo . Han var fast gæst på Meno Male che c'è Radio 2 fra 2011 til 2014. Marenco arbejdede lejlighedsvis i film, og han meldte sig endda til audition for Federico Fellinis La città delle donne . Han skrev humoristiske bøger for Rizzoli, herunder Lo scarafo nella brodazza . Mario Marenco døde den 17. marts 2019 på Gemelli Polyclinic i Rom, i en alder af 85 år. Hans bortgang markerede afslutningen på en mangefacetteret karriere, der strakte sig over arkitektur, design og underholdning.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Massimo Lopez

Massimo Lopez blev født den 11. januar 1952 i Ascoli Piceno. Hans forældre, Aldo Lopez og Gigliola Tagliaferri, var oprindeligt fra Napoli, men arbejdede midlertidigt i Ascoli Piceno på tidspunktet for hans fødsel. Familien flyttede til Rom, da han var elleve år gammel. Han har fire søskende, herunder Giorgio, Marcello, Stefano og Alessandro, der fungerer som hans agent og producer. Gabriele og Andrea Lopez, der er stemmeskuespillere, har Massimo Lopez som onkel. Lopez begyndte sin karriere på scenen i 1975, hvor han debuterede i 'Il fu Mattia Pascal' sammen med Giorgio Albertazzi og Lina Volonghi. Han blev uddannet på Teatro Stabile di Genova School. I 1980 startede han en karriere som stemmeskuespiller, hvor han oprindeligt lagde stemme til Robin Williams i filmen Popeye . Et markant vendepunkt kom i 1982, da han medvirkede til at grundlægge comedygruppen Il Trio med Anna Marchesini og Tullio Solenghi. Trioen opnåede først anerkendelse med radioprogrammet Hellzapoppin på Rai Radio 2. De optrådte efterfølgende i tv-programmer som Domenica in og Fantastico gennem midten af 1980'erne og modtog prisen for 'Årets Gennembrud' i 1985/1986 for deres arbejde på Domenica in . Il Trio deltog i tre udgaver af Sanremo Musikfestivalen mellem 1986 og 1989. Il Trio opnåede betydelig succes i 1990 med en parodi på Alessandro Manzonis *De forlovede*, der blev sendt i fem afsnit på Rai 1. Gruppen opløstes i 1994, hvilket gav dens medlemmer mulighed for at forfølge soloprojekter. Lopez' arbejde i denne periode omfatter optrædener i *The Bold and the Beautiful* i 1998 og co-værtskab af *Striscia la notizia* med Tullio Solenghi i 2005. Fra 2005 til 2011 opførte han one-man showet *Ciao Frankie*, instrueret af sin bror Giorgio Lopez. Lopez har lagt stemme til skuespillere som Robin Williams, Mike Myers og Stephen Fry. Han har været den italienske stemme for Homer Simpson siden 2013 og lagde også stemme til Stephen Fry i *Hobbiten* (2013). I september 2020 udgav han sin selvbiografi, 'Stai attento alle nuvole'. Han deltog i 'Il cantante mascherato' i 2023 og blev nummer tre. I øjeblikket samarbejder Massimo Lopez med Tullio Solenghi i et nyt show kaldet "Massimo Lopez e Tullio Solenghi Show," instrueret af Giorgio Cappozzo og med musikalsk ledsagelse fra Gabriele Comeglio’s Jazz Company, produceret af International Music and Arts. Showet, der hedder “Dove eravamo rimasti,” inkorporerer elementer af 'avanspettacolo' og har til formål at underholde og fremkalde følelser, struktureret som en samtale mellem venner.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Maurizio Crozza

Maurizio Crozza er en italiensk stand-up komiker, skuespiller og tv-vært. Han blev født i Genova den 5. december 1959, voksede op i Borgoratti-kvarteret og er den ældste af fire søskende. Han gik på skuespillerskole ved Teatro Stabile di Genova og dimitterede i 1983. I starten af sin karriere arbejdede Crozza med klassiske teaterinstruktører som Egisto Marcucci, William Gaskill og Marco Sciaccaluga. I 1983 dannede han den genovesiske cabaretgruppe Broncoviz, der inkluderede Ugo Dighero, Marcello Cesena, Mauro Pirovano og Carla Signoris. Crozzas karriere omfatter optrædener i forskellige tv-programmer, såsom Avanzi , Tunnel og Hollywood Party med Broncoviz. Han opnåede anerkendelse som imitator på Mediaset-programmet Mai dire Gol fra 1996 til 2000, hvor han samarbejdede med Gialappa's Band. Hans filmografi inkluderer roller i L'angelo con la pistola (1992), Ci sarà un giorno (Il giovane Pertini) (1993, udgivet i 2010), Peggio di così si muore (1995) og Tutti gli uomini del deficiente (1999). Han medvirkede også i Quelli che... il Calcio fra 2001 til 2004, La grande notte del lunedì sera , Stasera pago io... in euro (2002) og optrådte ved Sanremo Musikfestivalen i 2003. Crozza havde sit eget program på La7, *Crozza Italia*, der startede i april 2006. Han dækkede også *Ballarò* fra 2007 til 2014 og var vært for *Crozza Alive* fra juni 2010 samt *Italialand* fra maj 2011. Han optrådte i *Che tempo che fa* i maj 2011, hvilket markerede sit eneste kendte tv-interview. Han præsenterede *Crozza nel Paese delle Meraviglie* fra 2012 til 2013 og deltog i Sanremo Musikfestivalerne i 2013 og 2014. I oktober 2013 fornyede Urbano Cairo Crozzas kontrakt med La7 for tre år. Han skiftede til Nove tv-kanalen fra den 1. januar 2017 og optrådte ved Sanremo Musikfestivalen i 2017 som en parodi på Antonio Razzi. Hans nuværende program er *Fratelli di Crozza*, der havde premiere på Nove i marts 2017. Italienske kommentatorer har både rost og kritiseret hans arbejde; han stod over for kritik i 2006 for satire af pave Benedikt XVI og i 2013 for satire af Silvio Berlusconi ved Sanremo Musikfestivalen.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Maurizio Mattioli

Maurizio Mattioli er en italiensk skuespiller, komiker og stemmeskuespiller. Han begyndte sin karriere i 1973 med en optræden i RAI-underholdningsprogrammet *Dove sta Zazà*. I løbet af sin karriere har han medvirket i omkring 90 film, startende med mindre roller i 1970'erne og udviklende sig til en anerkendt karakter skuespiller i italiensk film. Han portrætterer ofte en karakter af en grov, uhøflig romer fra udkanten, og mere for nylig karakterer af ny-rige 'cafooni'. Mattioli er stadig i live. Mattiolis komiske rejse omfatter en betydelig involvering i teaterproduktioner. Han var medlem af teaterselskabet ‘Il Bagaglino’ fra 1970'erne til begyndelsen af 1990'erne. Han medvirkede i stykket *Un paio d'ali* i 1997 og *Rugantino* i 1998, og deltog i tre efterfølgende udgaver af *Rugantino* fra 1998. Hans tv-arbejde omfatter rollen som Alberto Dominici i de fire sæsoner af *Un ciclone in famiglia*, og portrætteringen af Augusto Cesaroni i den første, femte og sjette sæson af *I Cesaroni*. Han medvirkede også i den italienske sitcom 'Stazione di servizio', der havde premiere den 6. februar 1989, og samarbejdede med Paolo Bonolis om komiske sketches, herunder en fra showet ‘Beato tra le donne’ i 1994. En sekvens med Mattioli og Bonolis blev sendt på TecheTecheTè den 20. juli 2013. Ud over skuespil har Mattioli en produktiv karriere inden for stemmeskuespil. Han har lagt stemme til adskillige karakterer i animerede tegnefilm og film, herunder roller i *Z la formica* og *La gang del bosco*, og leveret stemmebidrag til shows som *I segreti di Twin Peaks* (1990-1991) og *Sister Act - Una svitata in abito da suora* (1992). Han lagde også stemme til Dog Chapman i serien *Dog the Bounty Hunter* fra 2007. Mattioli modtog Nastro d'Argento-nomineringer for bedste birolle i 2003 for *Sunday Lunch* og igen i 2011 for *The Immature*. I 2010 udgav han en CD med titlen *Un po' Roma e un po' no*, der indeholdt 13 sange. Nylige optrædener omfatter filmen *A mano disarmata* i 2019 og dokumentarfilmen *Alberto Sordi secret* i 2024. I maj 2024 deltog han i en begivenhed til ære for Franco Califano. Han har for nylig gennemgået operation for at løse et alvorligt ryglidelsesproblem, og han har delt opdateringer via sociale medier-videoer og udtrykt taknemmelighed for støtte fra venner og kolleger.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Maurizio Milani

Den italienske entertainer Maurizio Milani, hvis fødenavn er Carlo Barcellesi, blev født den 20. maj 1961. Han stammer fra Codogno, en by i provinsen Lodi, hvor hans familie bor. Fra Istituto Tecnico Agrario Statale Tosi i Codogno fik han både en agronomuddannelse og et eksamensbevis som landmåler. Før han forfulgte sin karriere inden for komedie, arbejdede han kortvarigt som repræsentant for offentlige instanser i en alder af 22 år. Milani begyndte sin karriere som komiker på Zelig Cabaret i Milano i 1987, og begyndte at optræde i tv i midten af 1980'erne. Hans komiske persona portrætterer en kynisk mand, der har haft mange jobs og ofte er uærlig, præget af ironi. Han opnåede anerkendelse for denne karakter fra 1992 i tv-programmet Su la testa!, værter af Paolo Rossi. I løbet af sin karriere har han optrådt i adskillige teaterforestillinger, herunder Un uomo da badile (1992), Piacenza (1993) og Animale da fosso (1995). Han var en fast gæst i Rai 3-programmet 'Che tempo che fa' fra 2003 til 2008. Maurizio Milanis arbejde rækker ud over stand-up; han er også en udgivet forfatter og journalist. Blandt hans udgivne satiriske værker er bøgerne *Un uomo da badile* (1996) og *Del perché l'economia africana non è mai decollata* (2007). Året 2003 så udgivelsen af *La donna quando non capisce s'innamora*, og hans seneste publikation, *Party all'obitorio*, udkom i 2024. Han har modtaget anerkendelse for sit arbejde og vandt Satira Politica Forte Dei Marmi-prisen i 2005. Pr. 2024 fortsætter han med at optræde og skrive, og han er en tilbagevendende gæst på Propaganda Live og har en tilstedeværelse i de italienske medier.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Mauro Pirovano

Mauro Pirovano er en italiensk skuespiller, komiker og teaterperformer født i Genova den 2. april 1956. Pr. dags dato er han 70 år gammel med stjernetegnet Vædren. Han begyndte sin karriere efter at have dimitteret fra Teatro Stabile di Genova skole i 1980. Han har brugt en betydelig del af sit arbejdsliv på teaterarbejde, først ved Stabile, derefter ved Emilia Romagna Teatro (Ater) og efterfølgende ved Teatro dell'Archivolto. I 1986 begyndte Pirovano at samarbejde med Maurizio Crozza, Ugo Dighero, Marcello Cesena og Carla Signoris. Sammen grundlagde de komikergruppen Broncoviz i 1989, der specialiserede sig i satire og parodi. Broncoviz opnåede bredere anerkendelse gennem optrædener i tv-programmer som Avanzi , Tunnel og Hollywood Party , og medvirkede også i filmen Peggio di così si muore . Hans skuespillerkarriere omfatter roller i adskillige tv-serier, herunder Don Matteo , hvor han spillede biskopens sekretær, og Un medico in famiglia fra 1998 til 2000 som Dr. Giorgi. Han har også medvirket i Compagni di scuola , Un posto tranquillo , Il mammo , Arrivano i Rossi , og I Gambardella , og 7 vite . Pirovanos arbejde omfatter en bred vifte af projekter. Han deltog i Maurizio Crozzas Italialand i 2011 og bidrog til en sketch inspireret af The Godfather . Siden årtusindeskiftet har han instrueret og produceret teaterforestillinger med klassiske skuespil på genovesiske dialekt, herunder Hamlet og Romeo og Julie . Han modtog Premio Marzari i 2004 og Premio Govi i 2008, sidstnævnte for at anerkende hans komiske monologer og evnen til at blande humor med observationer af historie og nutids samfund. Han har også kunstnerisk samarbejdet med musikgruppen "I Liguriani" fra 2006 og deltaget i shows som "La Guerra di Giromino" og instrueret produktioner som "Vari(e)azioni Paganiniane" og "La Taverna dell’Onesto Peccato." I øjeblikket optræder han i Pignasecca e Pignaverde i marts 2024 og spiller rollen som Alessandro, også kendt som Pignaverde, en rolle, han understreger, kræver opmærksomhed på kadence frem for udelukkende at stole på den genovesiske dialekt.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Italien

Max Tortora

Massimiliano Tortora, der professionelt er kendt som Max, er en italiensk skuespiller, komiker og efterligner. Han blev født i Rom den 21. januar 1963 og er i dag 63 år gammel med stjernetegnet Vandmand. Han er anerkendt som en af de mest værdsatte italienske tv-efterlignere. Tortora begyndte sin karriere på scenen i 1980'erne, hvor han i starten arbejdede for sladderblade som TeleFax, Dolce Casa og Scopritalia. Før han forfulgte en karriere inden for underholdning, dimitterede han fra arkitektstudiet. Hans tv-debut fandt sted i 2001 med Superconvenscion , efterfulgt af dennes efterfølgende udgave Convenscion a colori . Han optrådte efterfølgende i forskellige shows, herunder Stracult , Cocktail d’amore og Bulldozer (2004-2005), hvor han populariserede frasen 'dove vivevate?'. I denne periode samarbejdede han også med Paolo Belli om Sognando Las Vegas og Roberto Andreucci i Bulldozer Remix . Han er kendt for sine imitationer af Alberto Sordi, Luciano Rispoli, Adriano Celentano, Franco Califano og Michele Santoro. Max Tortora opnåede betydelig anerkendelse for sin rolle som mekanikeren Ezio i tv-serien *I Cesaroni* fra 2006 til 2012. Han spillede også co-piloten Max i *Piloti*, og medvirkede i flere *cinepanettoni*-film instrueret af Carlo Vanzina. I 2018 spillede han Giovanni Cucchi, Stefano Cucchis far, i *On My Skin*, som blev præsenteret ved den 75. filmfestival i Venedig. Han har også medvirket i film som *Bad Tales* (2020), *Loro* (2018) og *Si vive una volta sola* (2020). I øjeblikket portrætterer han bedstefar Tom, en sprudlende karakter, i *The War of the Nonni*, en familiefilm sat i og omkring Rom. Han er planlagt at slutte sig til castet i den femtende sæson af *Don Matteo* i 2026, og vil også medvirke i miniserien *Doppio gioco* (2025) sammen med Alessandra Mastronardi.

Se profil