Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

1810 komikere

Dany Boon

Dany Boon, født Daniel Farid Hamidou i 1966, er en alsidig fransk personlighed, der arbejder som skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter og producer. Han stammer fra Armentières (Nord), Frankrig, og hans families baggrund afspejler forskellige oprindelser; hans far, Ahmed Hamidou, blev født i Algeriet i 1930 og døde i Lille i 1992, mens hans mor, Danièle Ducatel, er fransk. Boon har fem børn fra tre ægteskaber. Han konverterede til jødedommen i 2002. Boon's karriere begyndte i 1990'erne som humorist, der optrådte på scener og tjente penge ved at arbejde som pantomimekunstner i Paris. Han studerede grafisk kunst på École supérieure des arts Saint-Luc i Tournai, Belgien. Han tog scenenavnet Dany Boon inspireret af Daniel Boone, en amerikansk pelsjæger fra en tv-serie. Tidlige optrædener inkluderede åbne mikrofonaftener og gade-pantomime for at undgå militærtjeneste. Fra 1992 begyndte han at opføre one-man shows, hvor han ofte portrætterede forskellige karakterer, der delte deres uheld, med sketches baseret på hverdagssituationer. Patrick Sébastien blev hans producer i 1993. Hans gennembrud kom i 2008 med Velkommen til landet ( Bienvenue chez les Ch'tis ), som han instruerede og spillede hovedrollen i. Filmen var en stor succes i biograferne, slog franske rekorder og tjente over 26,7 millioner billetter på verdensplan, heraf 20,49 millioner i Frankrig, hvilket gjorde den til den film med de højeste indtægter i franske biografer. Boon tjente €26 millioner på dette projekt. Han har fortsat med at instruere og producere populære film, herunder Raid dingue (2017), som modtog César du public-prisen, samt Rien à déclarer (2010), Supercondriaque (2014) og La Ch'tite Famille (2018). Han lagde også stemme til Olaf i den franske dubbing af Frost -filmene. I 2003 udgav han Dany Boon à s’baraque et en ch’ti , et show opført på Ch'ti-dialekten, og instruerede teaterstykket La Vie de chantier . Han modtog en César Award-nominering i 2005 for bedste birolle for sin rolle i Joyeux Noël . Gennem selskaber som 26 DB Productions fortsætter Boon med at producere film. I 2022 blev han snydt for 6 millioner euro. Hans komiske stil er stadig forankret i observationel humor og karakterdrevne fortællinger, ofte baseret på hans erfaringer og kulturen i det nordlige Frankrig. Han medvirkede i Bimboland i 1998.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Georges Bernier

Georges Bernier, bredt anerkendt som Professor Choron, var en fransk humorist, forfatter og journalist. Født den 21. september 1929 i La Neuville-aux-Bois (Marne), oplevede han tidlige vanskeligheder og blev forældreløs i en alder af elleve år, efter at hans mor, der arbejdede som portvogter, døde. Han fuldførte sin grundskoleuddannelse i den unge alder og tjente derefter 28 måneder i 6. BCCP i Indokina, hvor han tilbragte i alt ni år i luftbårne tropper (TAP). Denne oplevelse, sammen med hans efterfølgende anfald af tuberkulose ved tilbagekomsten til Frankrig, påvirkede sandsynligvis hans senere satiriske arbejde. Berniers karriere i pressen begyndte med roller som udgiver og senere salgschef for den satiriske avis Zéro . I 1960 spillede han en nøglerolle i etableringen af det indflydelsesrige månedlige magasin Hara-Kiri sammen med François Cavanna og Fred. Magasinets navn og oprindelige placering stammede fra Rue Choron, som blev hans pseudonym. Han bidrog væsentligt til Hara-Kiri , hvor han beskæftigede sig med både skrivning og billedredigering, og også skabte eller deltog i falske annoncer og fotomontager for Les éditions du Square, der blev oprettet i 1962, da redaktionen flyttede. Hans engagement strakte sig ud over trykte medier og inkluderede optrædener i Jean-Christophe Averty's tv-program Les Raisins verts og senere regelmæssige bidrag til Charlie Hebdo efter dens oprettelse i 1970. Bernier fortsatte med at udforske forskellige komiske veje gennem hele sin karriere. Han adapterede sine "fiches bricolages" til fjernsyn i 1988 og deltog i Jean-Michel Ribes' Merci Bernard . En offentlig diskussion med Aure Atika fandt sted på Radio Nova i 1996, hvilket demonstrerede hans villighed til at engagere sig i provokerende diskurs. Han begav sig også ind i børnemedier og skabte magasinet Grodada . Han var far til komikeren Michèle Bernier og bedstefar til skuespillerinden Charlotte Gaccio. Georges Bernier døde den 10. januar 2005 på Necker-Enfants Malades Hospital i Paris og blev begravet på Montparnasse Kirkegård. En dokumentarfilm, Choron Dernière , udkom i 2008 for at ære hans liv og arbejde som en mangefacetteret figur inden for fransk humor.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Patrick Timsit

Patrick Timsit, født den 15. juli 1959 i Algier, Algeriet, er en fransk komiker, manuskriptforfatter og filminstruktør. Hans familie flyttede til fastlandet Frankrig, da han var to år gammel, på grund af Den Algeriske Krig. Han tilbragte sin barndom i sine forældres lædervareværksted og fik en baccalauréat D som ekstern studerende efter at have forladt flere skoler. Han beskæftigede sig kortvarigt med ejendomme og åbnede sit eget bureau i 1983; denne erfaring informerede senere hans komiske sketch 'Les Petites Annonces'. Hans forældre var jødiske sefardiske, og han er af algerisk jødisk herkomst. Timsits karriere omfatter en bred vifte af roller både på skærmen og scenen. Han spillede Charles VIII af Frankrig i Sans peur et sans reproche (1988) og Michou i La Crise (1992), for hvilket han blev nomineret til en César-pris for bedste mandlige birolle. Han er især kendt for sin medvirken i komediefilmen Un indien dans la ville . Han optrådte også i Mayrig (1991) som Garbis og Une époque formidable… (1991). I starten af 1990'erne opnåede han anerkendelse for sin skarpe komiske tone i tv-optrædener. Han co-skrev og medvirkede i Pédale douce (1996), hvilket indbragte ham nomineringer til en César-pris for bedste mandlige hovedrolle, bedste originale manuskript eller bearbejdning og igen bedste mandlige hovedrolle. Hans komedie berører ofte følsomme emner som politik, racisme, antisemitisme og den israelsk-palæstinensiske konflikt. Ud over skuespil har Timsit også demonstreret sit talent som instruktør. Han instruerede og spillede med i Quasimodo d'El Paris (1999) og L'Américain (2004). Han har lagt stemme til adskillige film, herunder The Monster (1994), Hercules (1997), Atlantis: The Lost Empire (2001), Shark Tale (2004) og Dragon Hunters (2008). Han deltog i Rendez-vous en terre inconnue i 2006. Han er blevet nomineret til fire César Awards, som anerkender hans bidrag til fransk film. Han fortsætter med at spille, med roller i nyere film som Dalida (2017), The Last Mercenary (2021), Brother and Sister (2022) og It Takes Two to Tango (2025).

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Ramzy Bédia

Ramzy Bedia er en fransk skuespiller, manuskriptforfatter, filminstruktør, producer og humorist. Han blev født den 10. marts 1972 i det 16. arrondissement i Paris og har algerisk baggrund, med forældre der stammer fra Kabylien og Oran. Han tilbragte sin barndom i Gennevilliers, Hauts-de-Seine, og har en yngre søster, Melha Bedia, der også arbejder inden for underholdning. Bedia begyndte sin karriere som komiker i 1994, et afgørende år, hvor han mødte Éric Judor mens han arbejdede i Galeries Lafayette. Bedia opnåede betydelig anerkendelse sammen med Éric Judor som det komiske duo Éric et Ramzy. Deres partnerskab startede i 1994 og førte hurtigt til succes, herunder deres eget tv-program, Les Mots d'Éric et Ramzy , på M6. De optrådte også i tv-serien H fra 1998 sammen med Jamel Debbouze. Duoens samarbejde strakte sig til film; de skrev og spillede sammen i La Tour Montparnasse Infernale (2000), hvor Bedia’s portrættering af en vinduespudser markerede en gennembrudsrolle. Andre bemærkelsesværdige samarbejder inkluderer Les Dalton (2004) og Double Zéro (2003). Ud over sit arbejde med Judor har Bedia opbygget en varieret filmografi. Han medvirkede i Le Ciel, les Oiseaux et... ta mère! i 1999, og optrådte efterfølgende i film som Once Upon a Time in the Oued (2005), Bled Number One (2006) og Neuilly Yo Mama! (2009). Han påtog sig rollen som skurken Zorglub i The Adventures of Spirou and Fantasio (2018) og medvirkede i Taxi 5 (2018) og Call My Agent! (2017). Bedia har også udforsket forskellige komiske stilarter, medforfatter og instrueret den eksperimentelle komedie Hibou (2016) og Seuls Two (2008), inspireret af Quentin Dupieux. I 2011 genforenedes han med Judor for Halal police d’État . Han fortsætter med at arbejde i film, herunder roller i Merveilles à Montfermeil (2020) og Balle perdue (2020). I øjeblikket er Bedia ved at udvikle en ny film, Le jour où tous les Arabes sont partis , som har til formål at tage fat på emnet immigration gennem humor.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Richard Cairaschi

Richard Cairaschi er en fransk dramatiker, instruktør, humorist, forfatter og musiker. Født i Nice, Frankrig, er han en komiker og performer med dybe rødder i den Nissart-region. Hans families rødder i området strækker sig tilbage til det 13. århundrede, og han henter ofte inspiration fra steder som Sospel, Vieux-Nice og Berre-les-Alpes. Cairaschi begyndte sin karriere som grafisk designer og skabte albumcovers for Mauris Sgaravizzi. Han optrådte første gang i Cagnes i 1986, først ved at spille mandolin, før han skiftede til teater. Hans debut som skuespiller fandt sted med truppen Débi Débo, der havde premiere i 1987 og blev budt velkommen af "La Banda dou Païoun." Radioprogrammet 'Le bar des oiseaux,' som han var vært for sammen med Noëlle Perna fra 1984 til 1986 på Radio France Côte d'Azur, viste sig at være et betydeligt tidligt skridt. Senere skabte han den satiriske komedie 'Le bar des oiseaux,' en ugentlig serie der blev sendt på FR3 region med Noëlle Perna fra 1986 til 1997; dette stykke bragte ham succes og markerede begyndelsen på hans kunstneriske karriere. Cairaschis komedier fokuserer på karakterer fra Nissart-regionen og portrætterer dem med venlighed og gør dem sympatiske. Hans humor er kendetegnet ved en følelse af 'pantaï' og en typisk Nissarda fantasi. Han har skrevet, instrueret og optrådt i adskillige teaterstykker, herunder 'L'accordéoniste' (1996) og medskrevet og optrådt i andre som 'Les chaises de la promenade' (1998), 'Arrête de râler' (1999), 'Le clos' (2001), 'Sur les galets' (2002), 'Festin' (2003 - en musikalsk komedie), '100 ans de Gym' (2004), '3 Z'en 1' (2007) og 'Rattache-moi ou Nissa 1860' (2010). Han har også instrueret stykker som 'La belle époque' (2008) og 'Une page à part' (2006). Han har skabt adskillige one-man shows, herunder 'Perque non' (1984) og mere for nylig 'ISSA' (2020). Cairaschi mener, at teater er en måde at kombinere alle kunstformer på, og han har optrådt på teatre i Nice i over tyve år. Han udgav også 'Le parler à Nice: petit lexique à l'attention des intéressés' i 2006 og 'La Blette et le Cougourdon' i 2013, hvilket afspejler hans passion for græskar (courgourdons).

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Robert Castel

Robert Castel, født Robert Moyal den 21. maj 1933 i Bab El Oued, Algeriet, var en fransk komiker og skuespiller. Hans tidlige liv var gennemsyret af musik; hans mor, Lili Labassi, var sangskriver af Chaabi-musik, og hans far, også ved navn Lili Labassi (Élie Moyal), var en mester i chaâbi-musik. Castel begyndte sin karriere med at akkompagnere sin far, der spillede tar og guitar, og optrådte med fransk-arabiske sange. Han fulgte oprindeligt en musikalsk vej, før han skiftede til skuespil. Castel begyndte sin karriere inden for teater som medlem af Centre régional d'art dramatique truppen med base i Algier. Han spillede blandt andet Robert i stykket 'La Famille Hernandez,' der undersøgte oplevelserne hos Pied-Noir samfundet. Hans filmkarriere begyndte i 1957, i en alder af 24 år, med optrædener i 'Les Amants de demain' og 'Witness in the City.' Gennem hele det 20. århundrede fortsatte han med at spille, og medvirkede i adskillige komedier over næsten fire årtier. Han medvirkede i film som 'Un idiot à Paris' (1967), 'Elle court, elle court la banlieue' (1972), 'Le Permis de conduire' (1973) og 'Le Grand Blond avec une chaussure noire' (1972), og han var også med i tv-serien 'Les Saintes Chéries.' Castel og hans kone, skuespillerinden Lucette Sahuquet, der døde i 1987, optrådte ofte sammen i komiske sketches, ofte i en ‘pied-noir’ stil. Castel og Sahuquet var et optrædende duo, der åbnede for kendte navne som Frank Sinatra, Marlene Dietrich og Philippe Clay. De deltog også i radioprogrammer som 'Les Grosses Têtes' og 'Jeux de 20 heures,' og optrådte i tv-programmer som 'Les Grosses Têtes’ (RTL) og ‘Les Jeux de 20 heures’ (France Régions 3). I 2011 bidrog han til filmen 'El Gusto,' hvor han spillede en rolle og optrådte som violinist i orkestret. Hans deltagelse i dokumentarfilmen 'Les Magnifiques' fra 2017, der undersøgte fransk popkultur fra 1960’erne til 1980’erne, fremhævede hans indflydelse i den æra. Castel modtog Ridder af Æreslegionen i 2011. Efter at have været syg, døde han den 5. december 2020 på Hôpital de la Pitié-Salpêtrière i Paris; hans begravelse fandt sted den 9. december på Cimitière parisien de Pantin.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Romain Bouteille

Romain Bouteille, født i Paris den 24. marts 1937, var en mangefacetteret fransk kunstner. Han identificerede sig som dramatiker, skuespiller, komiker og sanger, og hans karriere strakte sig over flere årtier. Fra ung alder viste han et ønske om kunstnerisk frihed og udtrykte, at hans kald var at finde arbejde, der tillod ham at operere på ethvert tidspunkt uden at have brug for en eksamen eller rigtigt arbejde. Bouteilles tidlige liv inkluderede deltagelse i spejderarbejde. Hans vej ind i scenekunsten begyndte med sit første one-man show på Théâtre de la Vieille-Grille i 1966. Et afgørende øjeblik i Bouteilles karriere indtraf i 1968, da han medgrundlagde Café de la Gare-truppen. Denne virksomhed, sammen med andre, hjalp med at lancere mange kunstneres karrierer, og han betragtes som en pioner inden for café-teatret. Den oprindelige gruppe inkluderede Coluche, Sotha, Henri Guybet, Patrick Dewaere og Miou-Miou. Et brud med hans partner Sotha skete i 1968, da hun giftede sig med Patrick Dewaere. Bouteilles arbejde udforskede ofte anarkistiske temaer; han skrev næsten tredive stykker inspireret af libertære ideer, og omkring tredive stykker samlet set. Hans skuespillerkarriere omfatter optrædener i film som Le Feu follet og The Distrait , og en rolle som Simon i Roman Polanskis The Tenant (1976). Bouteilles arbejde er dokumenteret på IMDb. Senere i livet fortsatte Bouteille med at bidrage til kunstens verden. Han giftede sig med skuespillerinden Saïda Churchill i 1988, og de fik en søn ved navn Shams, der blev født i Marseille i 1997. Familien flyttede til Étampes, Beauce, i 1997. I december 2014 oprettede Bouteille og Churchill et teater med 50 siddepladser kaldet Les Grands Solistes i Étampes. Dette spillested afholdt omkring halvfems kunstnere, herunder François Rollin, Albert Meslay, Clair Jaz, Didier Porte, Marc Gélas, Fred Saurel, Paul Adam, Vincent Roca, Christophe Guybet, Jean Vocat, Frédéric Hulné og Prune Lichtlé. Romain Bouteille døde i Corbeil-Essonnes den 31. maj 2021 i en alder af 84 år på grund af åndedrætsfejl.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Régis Laspalès

Régis Laspalès er en fransk komiker og skuespiller, født den 25. februar 1957 i Paris' 14. arrondissement. Hans familie stammer fra Bourgogne, nærmere bestemt Nuits-Saint-Georges (Côte-d'Or). Efter at have gået på Lycée Montaigne fortsatte han sin uddannelse på École des Beaux-Arts i Paris, hvor han fik en kunstnerisk grad med speciale i skulptur. Derefter fulgte han skuespilstudier på Cours Simon, som han betragtede som sit sande kald. Før han begyndte sin karriere som komiker, tjente Laspalès i Marine Nationale som hjælper i kantinen. Laspalès’ professionelle karriere begyndte i 1981, da han og Philippe Chevallier skabte deres første show, 'Pas de fantaisie dans l'orangeade'. Philippe Bouvard fandt dem senere, og de optrådte for første gang i tv i 1982 som en del af ‘Le Théâtre de Bouvard’, der blev sendt på Antenne 2. Den komiske duo, Chevallier et Laspalès, blev kendt for deres unikke formuleringer, som ofte blev imiteret af andre performere. De administrerer i fællesskab produktionsselskabet 'Pipo et Mario'. I 1999 modtog de SACEM Humor Prisen. Han har også påtaget sig soloroller, blandt andet som Landru i Laurent Ruquiers teaterstykke af samme navn i 2005 og medvirket i ‘À droite, à gauche’ fra 2016 til 2018. Laspalès bor primært i Paris, nær Montparnasse, og ejer et hus i Premeaux-Prissey. Han har også vinmarker i Premeaux-Prissey og producerer vin, hvilket knytter ham til sin families burgundiske rødder. Hans far var en opfinder og fotograf, der vandt en medalje ved Lépine-konkurrencen for en 'snefri ski', og hans mor var maler. I 2026 vender han tilbage til scenen som solist med 'Régis Laspalès taler endelig', hvilket markerer et skift i hans karriere. Han er kendt som en dedikeret fan af David Bowie og nyder motorsport, idet han har ejet sportsvogne som Lotuser og engelske biler, og hævder aldrig at have misset et Formel 1 verdensmesterskab.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Smaïn

Smaïn Fairouze, der professionelt er kendt som Smaïn, er en fransk skuespiller og humorist af algerisk afstamning. Han blev født den 3. januar 1958 i Constantine, Algeriet, som på det tidspunkt var en del af Fransk Algeriet. Hans forældre er ukendte; han voksede op hos en plejefamilie. Hans adoptivfar var en kabylsk portner, og hans adoptivmor var en tjenestepige. Som barn oplevede Smaïn perioder på psykiatriske hospitaler og boede senere hos en fosterfamilie. Han gik i Notre-Dame de Saint-Mandé skole og Lycée Saint-Michel de Picpus og deltog i kor sang i mange år under sin barndom. Smaïn begyndte sin karriere i 1980'erne med optrædener på café-théâtres og små parisiske cabareter. Han blev medlem af Philippe Bouvards Théâtre de Bouvard, hvor han mødte Didier Bourdon, Bernard Campan, Pascal Légitimus og Seymour Brussel. Sammen dannede de en komediegruppe kaldet Les Cinq, som turnerede i flere år. Hans solokarriere fik fart med shows som 'English beur' i 1986, filmet på International Performance Actors Festival, og 'T'en veux?' i 1989. Han medvirkede i filmen 'L'Œil au beur(re) noir' i 1987, som vandt César-prisen for bedste debutfilm. Gennem hele sin karriere har Smaïn modtaget betydelig anerkendelse for sit arbejde. I 1996 vandt han en Molière-pris for Bedste One-Man Show for 'Comme ça se prononce,' og han modtog også en Victoire de la musique og et Grand Prix Sacem. Han deltog i flere Enfoirés shows fra 1992 til 1998. I 2009 var han jury medlem i 'La France a un incroyable talent' og samarbejdede med Michel Legrand på hans album 'Délit de fa dièse.' Han optrådte i stykket 'Réactions en chaîne' i 2012. I 2024 blev Smaïn udnævnt til Officer af Fortjenstordenen, og han fortsætter med at optræde, blandt andet i ‘The Masked Singer’ i 2019.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Sylvie Joly

Født den 18. oktober 1934 i den 17. arrondissement i Paris forlod Sylvie Joly verden den 4. september 201 5 i den 7. arrondissement i samme by; Hun blev anerkendt som fransk skuespiller og komiker.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Tex

Jean- Christophe Le Texier, kendt som Tex, ser dagen den 1 6. april 1960, Croisic, Loire- Atlantique; Han arbejder som humorist, animator og skuespiller i Frankrig.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Titoff

Titoff, hvis fødenavn er Christophe Junca, er en fransk humorist og skuespiller. Han blev født den 18. juli 1972 i Marseille og kommer fra en familie med kreative rødder; hans far, Gérard Junca, er maler og bygningsarbejder, mens hans mor, Aline Junca, arbejdede som frisør før hun blev hjemmehjælp. Som ung satsede han på en karriere inden for sport og drømte om at blive målmand, og spillede kortvarigt sammen med Zinédine Zidane i en ungdomsklub. Hans vej mod comedy begyndte i 1989, da han startede med at tage timer på Delta-Théâtre. Titoffs karriere tog fart i starten af 1990'erne, der begyndte med sketches opført på sin brors restaurant i Saint-Tropez omkring 1990. Han var med til at grundlægge en komediegruppe kaldet Les Locos sammen med Anthony Sajan-Parker, Jean-Jerôme Esposito, Clara Michel og Réda Ben Hassen. I 1995 skabte han sit første one-man show på Chocolat-Théâtre, hvilket vakte anerkendelse fra Romain Bouteille. Kort efter viste Jean-Luc Delarue interesse for hans arbejde og producerede ham i Paris. Fra 1998 til 2000 blev Titoff kendt af et bredere publikum som en "sniper"-humorist på Tout le monde en parle , hvor han skiftedes med Laurent Baffie. Gennem 2000'erne fortsatte Titoff med at opbygge sin karriere med adskillige optrædener og fremtrædener. Han præsenterede 'Métrosexuel' i 2007 og 'Déjà de retour' i 2012, og fejrede '15 ans de scène' i 2014. Han optrådte på prestigefyldte spillesteder herunder Olympia i 2000, Casino de Paris i 2003 og Palais des Glaces i 2004. Hans filmroller omfatter roller i film som Comme Un Aimant (2000), Les Jolies Choses (2001) med Marion Cotillard, Gomez et Tavarès (2003) med Stomy Bugsy og L'Incruste, fallait pas le laisser entrer ! (2004). Han optrådte også i tv-serien Vive les vacances! i 2009 og var fast vært på radioprogrammet On va s'gêner fra 2007 til 2014. Titoff er også kendt for at have skabt karakteren Professor Jacky Love, en ekspert i kærlighed og sex, der har optrådt i forskellige tv-programmer.

Se profil