Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

1801 komikere

Bruno Salomone

Bruno Salomone, også kendt som Bruno Salomon, var en fransk skuespiller og komiker. Han blev født den 13. juli 1970 i Villeneuve-Saint-Georges (Val-de-Marne), og tilbragte en del af sin barndom i Marseille før han flyttede til forstæderne af Paris. Han var et enebarn, med en mor der var syerske og en far der var blikkenslager med interesse for astrologi. På trods af at han følte sig genert i sine skoleår, udviklede Salomone selvtillid ved at imitere sine lærere. I starten af 1990'erne fik Salomone en studentereksamen fra Lycée Georges Brassens; dog havde han oprindeligt tænkt sig at studere veterinærmedicin. Salomone begyndte sin karriere med at optræde på café-teatre, komponere sketches og arbejdede kortvarigt som en Dingo i Euro Disney i to år. Han medvirkede også i en PlayStation reklame VHS fra 1995. I 1996 opnåede han berømmelse i talentprogrammet Graines de star for sin absurdistiske humor og vandt konkurrencen. Han optrådte regelmæssigt på Le Carré Blanc café-teater fra 1998, og var en del af komikertruppen Nous Ç Nous med Éric Collado, Manu Joucla, Éric Massot og Jean Dujardin. Gruppen optrådte hyppigt i Patrick Sébastiens Fiesta show, og han medvirkede også i Farce Attaque med Jean Dujardin før han startede en solokarriere i starten af 2000'erne. Han opførte sit første one-man show, 'N'est pas cochon d'Inde qui veut,' i 2000. Bruno Salomone blev bredt anerkendt for sin rolle som Denis Bouley i tv-serien *Fais pas ci, fais pas ça* (2007-2017). Han havde også roller i *Kaamelott* (2005 og 2009) og filmen *Brice de Nice* (2005), hvor han spillede Igor d'Hossegor. Hans arbejde strakte sig til stemmeskuespil, herunder en rolle i animationsfilmen *Lucky Luke* (2009) og speak til spillet 'Burger Quiz' af Alain Chabat. Han udgav en roman med titlen *Les Misophones* i 2019. I 2016 vandt hans show 'Euphorique' Globe de cristal for bedste one-man-show. Salomone døde den 15. marts 2026 i Joinville-le-Pont (Val-de-Marne) i en alder af 55 år på grund af en langvarig sygdom. Hans død blev bekræftet af hans agent, Laurent Grégoire, og udløste hyldester fra Jean Dujardin, Florence Foresti, Nagui og Tiphaine Haas. Han huskes som en af de mest genkendelige komiske skuespillere i fransk tv.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

David Marsais

David Marsais (født den 4. april 1984 i Rambouillet) arbejder i Frankrig som skuespiller, humorist, manuskriptforfatter og producent. samarbejder med Grégoire Ludig om at danne tegneserie duo Palmashow.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Denis Maréchal

Denis Maréchal er en fransk stand-up komiker og skuespiller født i Lyon den 29. november 1969. I en alder af 21 år i 1990 havde han ambitioner om at blive skuespiller. Han flyttede fra Lyon til Paris i en alder af 24 for at forfølge denne karriere og deltog i Cours Florent skuespillerskole i to år. I 1997 vandt han og Fournel 'Graines de star', hvor de besejrede Jean Dujardin. Kort efter optrådte de i Philippe Bouvards show 'Bouvard du Rire', og Thierry Ardisson inviterede ham til at medvirke i 'Vue sur la mer' som bartender. Mellem 1997 og 1999 var Maréchal en del af 'Bande du Carré Blanc' på Carré Blanc kabaretten, og optrådte i shows som 'Soirée d’Enfer', 'Graines de star', 'Demandez le Programme' og 'Vivement dimanche'. Han deltog også i Coluche Prisen i Montrouge. Maréchal fortsatte med at opbygge sin karriere, hvor han blev nummer to i 'Coups d'Humour' i 2000 efter Maxime, og vandt konkurrencen i 2001, hvilket førte til en kontrakt med Glem. I 2005 spillede han Narses i tv-serien 'Kaamelott', og skabte sit første one-man show, 'J’dis franchement'. Han fulgte dette op med 'Denis Maréchal passe la seconde' i 2007 og producerede et dusin humoristiske sketches kaldet 'Gym Comic'. I 2008 optrådte han i filmen 'La Personne aux deux personnes'. Fra juli 2010 har han ofte optrådt i quizshowet 'Mot de passe'. Han optrådte i 'Denis Maréchal joue!', instrueret af Florence Foresti, i 2012. Han medvirker også i tv-filmen 'Les Fantômes des Saintes' fra 2024, og har lavet stemmeoverdubning for shows som 'Battlebots: Le Choc des robots' (2022) og 'Transformers: EarthSpark' (2023).

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Didier Bénureau

Didier Bénureau er en fransk humorist og skuespiller født den 28. oktober 1956 i Courbevoie, en vestlig forstad til Paris. Han begyndte sin musikalske rejse i en alder af 15 år med en passion for guitaren, hvilket førte til dannelsen af en akustisk gruppe kaldet 'Quasifolklo' i 1975. Denne gruppe opnåede anerkendelse, da den vandt en medalje i et tv-program værtsført af Patrice Laffont. Efterfølgende tjente han i militæret fra 1977 til 1978. Efter sin militærtjeneste søgte Bénureau efter optrædelsesmuligheder, hvor han arbejdede som entertainer for MSC de Villeneuve-la-Garenne og desuden havde stillinger som sommerlejerkonsulent og skolekantinemedarbejder. Han tog skuespillerundervisning på Villeneuve-la-Garenne MSC i 1979. Mellem 1981 og 1984 optrådte han i biroller i film og tv-serier. I 1985 optrådte han for første gang på Petit Théâtre de Bouvard med sine neurotiske karakterer. Han samarbejdede med Muriel Robin om at co-skrive et teaterstykke kaldet 'MAMAN ou donne-moi ton linge ou je fais une machine !' i 1986. Bénureaus karriere fik fart med sin første soloudstilling, 'Enfin Bénureau,' i 1988. Han optrådte efterfølgende i Bertrand Blier's film *Trop belle pour toi* efter at have præsenteret Blier en video af sit show. Mellem 1990 og 2000 havde han biroller i flere film, herunder *Palais Royal!*. I 1993 begyndte han på sin anden soloudstilling, instrueret af Dieudonné, og mødte Dominique Champetier, der ville blive en hyppig samarbejdspartner. Han udgav en kortfilm kaldet *Zanzibar* i 1998. Fra 1997 til 1999 opførte han sit tredje solo show på Café de la Gare og Comédie Caumartin. Han har medvirket i adskillige værker, der spænder over komedie, romantik og tv-serier, og deltog i over 60 produktioner inden 2008. Kritikere har rost hans shows, og han modtog Grand Prix de l’Humour Noir i 2007 for sit show *Bobo*, der vandt SACD Best One-Man-Show prisen i 2009. Han spillede Gilbert i tv-serien *Scènes de ménages* fra den 23. januar 2023, men forlod showet i juni 2024 på grund af tidsplanmæssige konflikter.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Didier Porte

Didier Porte er en fransk komiker, radiovært, journalist og humorist født den 29. januar 1958 i Compiègne. Han er i øjeblikket 68 år gammel. Hans forældre er franske og har boet i Frankrig gennem generationer. Porte tog en uddannelse i økonomi fra Université Paris-X Nanterre i 1980. Han beskriver sig selv som en 'journaliste de complément' snarere end blot en underholder. Porte begyndte sin karriere som journalist i 1984 hos La Dépêche du Midi, og samarbejdede efterfølgende med forskellige medieplatforme herunder Le Matin de Paris, L’Étudiant, Canal 102, TSF 93, RMC, RFM, Europe 2 og Ouï FM. Fra 1984 til 1992 arbejdede han som reporter-instruktør for programmet 'Culture Pub' på M6. Han medforfattede også programmet 'La Nuit de la connerie' med Anne Magnien på Canal+ og bogen 'Le Grand Livre de la connerie' med William Reymond. Hans arbejde har inkluderet bidrag til programmer som 'Les Lois de la jungle', 'Éconoclaste', 'Tutti frutti', 'Comme au cinéma' og 'Héros vinaigrette'. Didier Portes karriere omfatter faste klummer på France Inter, der begyndte i 1993 med 'Zappinge' og fortsatte gennem programmer som 'Zoom', 'Audimatraquage', 'Rien à cirer', 'Les P’tits Déj’s', 'Changement de direction', 'Rien à voir' og 'Le Fou du roi'. Han er blevet mødt af flere ærekrænkelsessager på grund af sine kommentarer. Han debuterede som one-man show performer i 1998 med L'Ami des vedettes , efterfulgt af andre shows herunder Entracte manqué , Didier Porte joue et gagne à être connu , Didier Porte aime les gens og Didier Porte fait rire les masses . Siden 2013 har han optrådt med Didier Porte à droite! Han satiriserer Nicolas Sarkozy og hans administration og er kendt for at være 'nådesløs' i sin satire; sidste uge satirerede han Bernard Kouchner, udenrigsministeren. Hans arbejde har tiltrukket flere og flere lyttere, hvilket bidrager til en genopblomstring af politisk engageret fransk komedie. Han er optrådt som sig selv i filmen 'Satire dans la campagne' og fortsætter med at bidrage til webversionen af 'Là-bas si j'y suis' siden 2015.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Dominique Farrugia

Dominique Farrugia, født den 2. september 1962 i Vichy, Frankrig, er en mangefacetteret fransk kreativ personlighed. Han fungerer som skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter, producer, humorist og komiker. Hans families baggrund afspejler en mangfoldig arv, herunder jødisk pied-noir og maltesisk slægtskab; hans forældre, der forlod Algeriet efter uafhængigheden i 1962, slog sig ned i Vichy. De drev en bar-restaurant kaldet Le Verdier, og hans far arbejdede som bandleder på Vichy casino. Dominique Farrugias fulde navn er Dominique Spiridion Léon Farrugia. Fra 1986 til 1992 var Les Nuls aktive og bidrog i betydelig grad til fransk komedie. Han skrev til tv-serien "Objective: nul" i 1987, hvilket indbragte en 7 d'Or-pris. I denne periode var han kortvarigt vært for en parodisk vejrudsigelse på "Nulle part ailleurs" fra 1987 til 1988 og optrådte ved et uheld som skuespiller i en episode af "Objective: nul" på grund af en skuespillers fravær. Tv-specialet "TVN 595" fra 1988 modtog også en 7 d'Or. Han medejede produktionsselskabet RF2K sammen med Olivier Granier og grundlagde i 1997 tv-kanalen Comédie! Han var administrerende direktør og præsident fra april 2002 til februar 2003. Han instruerede *La Cité de la peur* i 1994, som tiltrak 2,2 millioner seere i Frankrig. Hans instruktionsarbejde omfatter *Delphine 1, Yvan 0* (1996), *L'amour, c'est mieux à deux* (2010), *Bis* (2015), *Return to 17* (2015) og *Under the Same Roof* (2017). I øjeblikket leder han Shine Fiction sammen med Guillaume Thouret som driftsdirektør, med fokus på at producere premium scripted serier til franske tv-stationer og globale streamingplatforme.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Dranem

Den franske entertainer Charles Armand Ménard, der brugte scenenavnet Dranem, var en sanger af komiske sange, en performer i musikhaller og på scenen, og en skuespiller i film. Han blev født i Paris' 10. arrondissement den 23. maj 1869 og døde i Paris' 7. arrondissement den 13. oktober 1935. Hans far var håndværker-guldsmed, og Dranem lærte faget af ham. Han antog scenenavnet Dranem som et anagram af Ménard. Dranem begyndte sin karriere som lærling hos en guldsmed før han trådte ind i underholdningsbranchen. I starten arbejdede han kortvarigt som bælgsælger og sælger af ortopædiske instrumenter. Han fik sin amatørscene-debut på La Verrerie i september 1890. Hans professionelle debut fandt sted den 24. marts 1894, på Electric-Concert. Fra 1895 optrådte han med Félix Mayol og Max Dearly på 'Concert Parisien'. Omkring 1896 udviklede han et signaturkostume: en lille jakke, stribede bukser, enorme sko og en hat, samt ansigtsmaling. Han blev en førende musikalsk teaterunderholder kendt for sin komiske absurdistiske genre. Dranems komiske sangrutiner skaffede ham en loyal tilhængerskare og gjorde ham velhavende. Han medvirkede i adskillige film, herunder 'Bonsoir m'sieurs dames' i 1902 og flere stumfilm instrueret af Ferdinand Zecca, såsom 'Le salut de Dranem' (1901). Alice Guy instruerede elleve indledende lydfilm, der blev omtalt som 'Phonoscènes,' med Dranem for Gaumont i 1905. Hans humor var inkongruent og ofte risikabel, og han opførte sange som ‘Le Fils d'un gniaf’ med stor popularitet. Han erhvervede Château de Ris i 1910 og oprettede efterfølgende en filantropisk organisation for at hjælpe ældre underholdere; hvilehjemmet blev indviet af præsident Armands Fallières i 1911. Dranem Fonden opererede indtil 2000, og ejendommen er nu et statsdrevet plejehjem. Han medvirkede i operetter, teater og film, herunder 'La fille de Madame Angot' (1918) ved Paris Opéra-Comique og ‘Les brigands’ (1931). I 1910 deltog Dranem også i en opførelse af Molières 'Le Médecin malgré lui' på l'Odéon teater. I 1923 modtog han udmærkelsen Chevalier de la Légion d'Honneur, efterfulgt af rangen Officier i 1935. Château de Ris-Orangis er Dranems sidste hvilested. Under Første Verdenskrig optrådte Dranem for tropper og sårede soldater og besøgte hospitaler. Han optrådte også sammen med Maurice Chevalier i 'Là-Haut'. Filmen ‘Le Ménage Dranem’ (Dranems husstand), produceret af Pathé, skildrer en omvendt kønsrollefordeling, hvor hustruen mishandler manden. Han havde adskillige radiooptrædener og medvirkede i et dusin film mellem 1919 og 1935. Han døde den 13. oktober 1935 på Clinique de l'Alma i Paris, 66 år gammel.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Fabrice Éboué

Fabrice Éboué blev født den 7. juni 1977 i Maisons-Alfort (Val-de-Marne). Han tilbragte sin barndom i Vincennes og Nogent-sur-Marne. Hans familiebaggrund er mangfoldig; hans far er gynækolog-obstetrikker af kamerunsk oprindelse, mens hans mor er fransk med normanniske rødder. Éboué har fire søskende. Tidligt udviste han kreative tilbøjeligheder og deltog i Val-de-Marnais Splifton collectives mixtape 'Embauche pour la débauche' i 1999, hvor han rappede under pseudonymet Mr. Faf. Éboués uddannelsesforløb omfattede oplevelser på den private high school Albert-de-Mun, hvor han blev smidt ud, og senere på Branly, Montalembert (Nogent-sur-Marne) og La Providence d'Amiens. Han fik en studentereksamen som ekstern kandidat og opnåede en BTS i Turisme med hjælp fra sin tysklærer. I denne periode arbejdede han som guide i Lombrives hule, hvor han oprindeligt reciterede geologiske informationer, før han begyndte at inddrage jokes og opdigtede historiske anekdoter for at underholde besøgende. Fra 2000 begyndte han at optræde på forskellige parisiske scener som Théâtre des Blancs-Manteaux og Trianon. Éboués karriere voksede markant i midten af 2000'erne. Han medvirkede i en kortfilm, 'Un crime d'eau,' i 2005 og blev en del af Jamel Debbouzes Comedy Club-troupe fra 2006 til 2008. Han co-skrev 'Inside Jamel Comedy Club' med Thomas N'Gijol og deltog i tv-showet 'T'empêches tout le monde de dormir' fra 2006 til 2008. Han var fast klummeskribent på 'On va s'gêner' på Europe 1 fra 2008 til 2014, og han co-grundlagde Comedy Club-teatret i Paris med Thomas N'Gijol i april 2008. Hans komikstil beskrives som sort humor med et skarpt perspektiv, ofte med observationer om forhold, sociale medier og samfundet. Han modtog 'Macho d'argent'-prisen i marts 2009. Éboué har instrueret film herunder 'Case départ' (2010), 'Le Crocodile du Botswanga' (2014) og 'CoeXister' (2016). Han optræder i øjeblikket med et nyt show kaldet 'SolitudeS,' der udforsker paradokset mellem forbindelse og ensomhed, planlagt til Roubaix den 19. november 2026.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Francis Ginibre

Francis Ginibre er en fransk komiker og humorist, født den 17. juni 1959 i Toulouse, Frankrig. Han tilbragte sin barndom i Toulouse og fik en uddannelse fra École des Beaux-Arts, hvor han studerede billedkunst på Toulouse School of Fine Arts. I første omgang forfulgte han en karriere inden for kunst og fik et diplom fra institutionen. Omkring tidlig 1980'erne skiftede han fokus til musik og blev selvlært trommeslager. Han spillede trommer i flere bands, ofte med optrædener inden for dansemusik for at tjene til dagen og vejen, og deltog endda i tidlige turnéer og forestillinger på grund af sin involvering i et kor. Et afgørende øjeblik i Ginibres karriere indtraf i starten af 1980'erne, da han mødte Éric Carrière, der havde brug for en trommeslager. Dette møde førte til den øjeblikkelige dannelse af comedy-duoen Les Chevaliers du Fiel. De indgik et professionelt og venskabeligt partnerskab og optrådte sammen under dette scenenavn. Deres første show var 'Le détournement d’avion le plus fou de l’année,' og de opnåede betydelig anerkendelse med hittet 'La Smica 2000' i 1996. De har optrådt regelmæssigt i tv og radio, og i 1995 flyttede de til Paris. Ginibre har også erfaring med at skrive for andre kunstnere; han har skrevet sketches og co-skrevet for forskellige performere, herunder Les Vamps og Michel Galabru, og har bidraget til tv- og radioprogrammer. Ginibres arbejde rækker ud over stand-up comedy. Han har medvirket i flere film, herunder Repas de famille (2014), Les Municipaux, ces héros (2018), Les Municipaux, trop c'est trop (2019) og Bingbodi (1998). Han medinstruerede og spillede med i Municipal Hero (2018) og Municipal Hero, Too Much is Too Much (2019) sammen med Éric Carrière. I 2016 medstiftede de Championnat du monde du cassoulet de Toulouse , hvilket demonstrerer en interesse for lokal kultur. I øjeblikket fortsætter Ginibre med at opretholde en regelmæssig sceneoptræden og optræder med Les Chevaliers du Fiel i deres show "Vacances à Dubaï." Deres humor er rodfæstet i hverdagslivet, og deres show 'Le Best of collector' er stadig populært. Han spillede også med i stykket 'Vacances d'enfer' på Théâtre du Gymnase Marie Bell fra den 14. januar 2011, som beskrives som en parodi på boulevardteater.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Juliette Arnaud

Juliette Arnaud er en fransk skuespillerinde, manuskriptforfatter, radiovært, tv-vært og komiker, født den 6. marts 1973 i Saint-Étienne. Hendes familie dyrkede et humoristisk miljø, hvor hendes far arbejdede som byggeleder og hendes mor som professor i klassiske fag. Hun overvejede oprindeligt at studere statskundskab, men droppede ud efter et år og tog derefter uddannelse i komedie og dramatisk kunst på Cours Florent. Denne uddannelse førte til betydelige samarbejder med Christine Anglio og Corinne Puget. Arnauds karriere omfatter forskellige roller og manuskriptbidrag. Hun skrev og medvirkede i caféteaterstykket 'Arrête de pleurer Pénélope' sammen med Anglio og Puget, som havde premiere i 2002 på Café de la Gare og siden er blevet set af over to millioner tilskuere. Stykket, der foregår under en polterabend, skildrer tre veninder, hvis venskab eroderer. Hun skrev en efterfølger, 'Arrête de pleurer Pénélope 2 La Suite!' i 2006 og instruerede filmatiseringerne i 2012. Hun co-skrev også filmen 'La Beuze' i 2003 og medvirkede i flere film, herunder 'Les Onze Commandements' (2004), 'L’Un reste, l’autre part' (2005), 'Ensemble, c'est tout' (2007) og 'Tu peux garder un secret ?' (2008). Hun spillede roller i tv-serier som 'Drôle de famille!' fra 2009 til 2013. Gennem hele sin karriere har Arnaud også arbejdet som radiovært og tv-vært. Hun co-hosted 'Intervilles' med Nagui i 2004, og '20 h 10 pétantes' på Canal+. Fra 2014 til 2024 var hun kommentator i France Inter-programmer, herunder 'Si tu écoutes, j’annule tout,' senere omdøbt til 'Par Jupiter!' og derefter 'C’est encore nous.' Hun havde et forhold til komikeren Michaël Youn fra 1998 til 2004. I øjeblikket, i 2024, har hun medgrundlagt radioprogrammet 'La Dernière' på Radio Nova sammen med Guillaume Meurice, Pierre-Emmanuel Barré og Aymeric Lompret; tidligere co-hosted hun og Meurice 'Le Grand Dimanche Soir' og France Inter-programmer fra 2019 til 2023. Programmet 'Par Jupiter' nåede et rekordpublikum på 1,3 millioner lyttere dagligt i 2021, og 'La Dernière' er i øjeblikket en succesfuld podcast.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Maxime Godart

Maxime Godart er en fransk skuespiller, humorist, manuskriptforfatter og filminstruktør. Født i Compiègne, Frankrig, den 2. oktober 1998 (eller den 9. oktober 1999, ifølge andre kilder), begyndte han sin skuespillerkarriere i 2009. I en alder af otte år begyndte han at tage teaterundervisning på Noyon kulturcenter, drevet af et tidligt ønske om at blive skuespiller. Hans beslutsomhed imponerede instruktør Laurent Tirard, der valgte ham til en betydelig rolle efter at have set en annonce online og auditioneret til *Le Petit Nicolas* i 2008. Godart er bedst kendt for sin portrættering af Petit Nicolas i filmen *Le Petit Nicolas* fra 2009, baseret på værker af René Goscinny og instrueret af Laurent Tirard. Han spillede hovedrollen og fik rollen på grund af sin lighed med tegneseriefiguren og sit åbenlyse ønske om at skuespille. Filmen blev udgivet i Fastlandet Kina den 10. februar 2013 og modtog nomineringer til Bedste udenlandske film ved både European Film Awards og Brazilian Film Awards. Han medvirkede også i *Les Meilleurs Amis du Monde* (2009) som Bruce og *Le Grand Restaurant* (2010) som Charles, og havde en birolle i *The Best Friends in the World* (2010). I denne periode overrakte han en pris til The Black Eyed Peas ved NRJ Music Awards i 2010 og deltog i Prix Louis Lumière. Ud over skuespil har Godart udvidet sine kreative bestræbelser. I 2015 præsenterede han en konference af astrofysikeren Hubert Reeves i skoler over hele Picardy. Han blev gudfar for Coming Alive-foreningen i 2017 og medvirkede i en musikvideo for Christophe Madrolle. Han spillede hovedrollen i kortfilmene *Par un Regard* (2019) og *Par un regard : chapitre 2* (2019). Godart har også kastet sig ud i at instruere, producere og instruere kortfilmen *Constellation* fra 2024, hvor han også optræder som skuespiller. Han deltog i premieren på *Le Petit Nicolas* i Paris og den 81. Venedig Internationale Filmfestival med Claude Lelouch, og har deltaget i velgørenhedsarrangementer for organisationer som ‘Premiers de Cordée’, der tilbyder sportslige aktiviteter for hospitalsindlagte børn.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Pierre Étaix

Pierre Étaix, født den 23. november 1928 i Roanne, Frankrig, var en fransk klovn, komiker og filminstruktør. Hans forældre var Edmond Étaix, en lædervarehandler, og Berthe Tacher. Han startede oprindeligt med at uddanne sig som grafisk designer, studerede farvet glas hos Théodore-Gérard Hanssen og forsørgede sig selv som magasinillustrator. I starten af sin karriere optrådte han på forskellige cabareter og musiksale, herunder Le Cheval d'Or, Les Trois Baudets, l'ABC, l'Alhambra, Bobino og Olympia, og han arbejdede også som cirkusperformer med klovnen Nino. Étaix' karriere tog en markant drejning, da han begyndte at arbejde for Jacques Tati i 1954. Han bidrog som tegner og gagman til Mon Oncle , assisterede ved optagelserne i 1958 og designede plakater til filmen og dens senere genudgivelse, Les Vacances de Monsieur Hulot . Han medvirkede også i Tatis Jour de fête på Olympia i 1960. Inspireret af slapstick-komikere som Buster Keaton, Harold Lloyd, Harry Langdon, Max Linder, Charlie Chaplin og Laurel and Hardy, begyndte Étaix at etablere sin egen komiske stil, kendetegnet ved elegance i slapstick og minutiøs timing. Han instruerede sin første kortfilm, Rupture , med Jean-Claude Carrière som co-instruktør, og fulgte op med den Oscar-vindende kortfilm Heureux Anniversaire i 1963, ligeledes med Carrière som co-instruktør. Étaix' spillefilm omfatter Elskeren (1962), Yoyo (1965), Så længe vi har helbredet (1965), Den store kærlighed (1968) og Et land af overflod (1971). Hans film satiriserer ofte moderne liv, larm og reklamer. En juridisk konflikt resulterede i, at Étaix' film blev utilgængelige fra 1970'erne; men efter en dom blev de genoprettet og vist offentligt igen i 2010. Étaix og Annie Fratellini grundlagde sammen École nationale de cirque i 1973; de var blevet gift i 1969 og turnerede derefter med deres eget cirkus, hvor Étaix optrådte som en hvidmalet klovn. Han modtog Louis Delluc-prisen i 1962 for Le Soupirant og blev tildelt Commandeur des Arts et des Lettres i 2013. Pierre Étaix døde den 14. oktober 2016 i Paris i en alder af 87 år og efterlod sig en arv som mester i poetisk burlesk og en central figur i fransk slapstick-biograf.

Se profil