Globalt talentkatalog

Komikerkatalog

Gennemse komikerprofiler, biografiske resuméer, oprindelsesland og officielle links.

1801 komikere

Alban Ivanov

Alban Ivanov er en fransk humorist, komiker og improvisatør. Han blev født den 10. september 1984 i Narbonne, Frankrig, og har russisk baggrund. Han udviklede en passion for comedy i en alder af 11 år og begyndte at optræde kunstnerisk i 1997 med Ligue d'improvisation des Yvelines. Han blev trænet i teaterimprovisation med Alain Degois på Déclic Théâtre og senere medlem af Déclic Théâtre-kompagniet. Hans fulde navn er Alban Maurice Igor Yvinaï Juvénal. Ivanovs karriere omfatter forskellige roller og samarbejder. Fra 2002 til 2004 optrådte han i tv-reklamer for AOL og Bouygues Telecom, og havde roller i flere tv-serier som Âge sensible , L'Instit og SOS 18 . Han optrådte med Troupe Trait d'Union i 2002 og i duoen Not mo Molière med Djemel Barek i 2005. Han optrådte også i kollektive shows fra 2004, herunder Les Soirées Cecilia og La Famille . I 2008 spillede han hovedrollen i den humoristiske miniserie Dur dur d’être le fils de… , og var vært for open mic nights på Jamel Comedy Club fra 2009. Han mødte Jamel Debbouze, der hjalp med at lancere hans karriere, og Debbouze gav senere ham tøjlerne til Jamel Comedy Club. Ivanov har opnået anerkendelse for sin improvisations- og sketch comedy. Han fik sin filmdebut i 2011 i *Les Mythos*, efterfulgt af roller i film som *Anyone* (2014), *Le Sens de la fête* (2017), *Le Grand Bain* (2018) og *Patients* (2017), for hvilken han vandt Bedste Mandlige Præstation ved Sarlat Film Festival i 2016. Han lagde stemme til Pumbaa i den franske dub af *The Lion King* (2019) og medvirkede i *Le Dernier Mercenaire* (Netflix) med Jean-Claude Van Damme. Han præsenterede sit første one-man show, *Alban Ivanov et les autres*, i 2012, efterfulgt af *Élément perturbateur* i 2015. I øjeblikket turnerer han med sit nye show 'Vedette 2.0', og deltog i den fjerde sæson af ‘LOL: Qui rit, sort’ på Amazon Prime Video i 2024.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Albert Algoud

Albert Algoud, født den 23. marts 1950 i Asnières-sur-Seine, er en fransk humorist med en varieret og lang karriere. Han kommer fra en skribentfamilie; hans far var François-Marie Algoud, og han er barnebarn af en anden Albert Algoud, begge forfattere. Før han opnåede anerkendelse inden for komedie, arbejdede Algoud som fransklærer fra 1976 til 1988 og underviste i Haute-Savoie, La Roche-sur-Foron og Poissy. Hans tidlige liv involverede korte perioder med politisk engagement, herunder deltagelse i Action Française og senere Gauche prolétarienne, selvom han forlod dem på grund af ideologiske uenigheder. Algouds komiske rejse begyndte i radioen, oprindeligt med "Contrebande" i Annecy omkring 1970. Han opnåede bredere anerkendelse gennem sit arbejde på Canal+ programmer som Nulle Part Ailleurs og Karl Zéro , hvor han spillede karakteren Pintimbert sammen med Karl Zéro. Han bidrog også til at skrive sketches for Nulle Part Ailleurs med Antoine de Caunes og Laurent Chalumeau. Mellem 1989 og 1990 delte Antoine de Caunes, Karl Zéro og han værtsrollen for et komisk radioprogram sendt på RFM. Hans humor beskrives som absurd og lærdomsrig, der blander satire og kulturelle referencer, og han er kendt for sine imitationer af politiske figurer som Hu Jintao, Vladimir Putin og Osama bin Laden. Han co-skabte også nyhedspastichen Zérorama med Christophe Bertin i 1994, og optrådte i Karl Zéros satiriske nyhedsprogram, Le Vrai Journal de Karl Zéro . Algouds karriere fortsætter med at udvikle sig. Fra 1999 til 2002 var han vært for kulturmagaqinet La partie continue på France Inter. Han har skrevet adskillige bøger, især med fokus på Tintins verden, herunder en ordbog over kaptajn Haddocks eder og en uautoriseret biografi om Madame Castafiore. I 2023 udgav han Le Prof qui a sauvé sa vie , en selvbiografisk tegneserie. Han optræder i øjeblikket som 'Père Albert' i France Inter’s Le Fou du roi og À rebrousse poil , og har været klummeskriver på La Bande originale siden 2015. Hans søn Boni fik diagnosticeret autisme cirka 27 år før nutiden, et emne Algoud diskuterer offentligt. Han er fortsat en produktiv forfatter, med omkring ti bøger dedikeret til Tintin, herunder Le dictionnaire amoureux de Tintin , der hylder La Roche-sur-Foron.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Albert Meslay

Albert Meslay er en fransk humorist, født den 9. maj 1956. Før han dedikerede sig til comedy, arbejdede Meslay som programmør og systemanalytiker, og fandt sidstnævnte utilfredsstillende. Han studerede økonomi og begyndte at optræde på små spillesteder og bistroer i Bretagne. Meslays komiske stil er kendetegnet ved absurditet, ordspil og ulogisk ræsonnement. Hans humor kombinerer ordlege, imitationer af figurer som Émile Zola, Gandhi, Jean Moulin, Plinius den Ældre og Christophe Columbs bankmand, samt en generel følelse af det absurde. Han betragtes ofte som en patyfysiker og specialist i patyfysik. Han flyttede til Paris i 1996, efter at have forladt sit job i 1993. Han optrådte på steder som Point Virgule, Café de la Gare og Théâtre Trévise. I 1995 vandt han Devos d'Or prisen ved Festival de Monnaie, overrakt af Raymond Devos. Gennem hele sin karriere har Meslay optrådt i adskillige radio- og tv-programmer, herunder Stéphane Berns 'Le fou du roi' på France Inter fra 2001 til 2003, Patrick Sébastiens "Etonnant et Drôle" i 1996, Michel Druckers "Faites la fête" fra 1997 til 1998 og Laurence Boccolinis “Rien à voir” mellem 1999 og 2000. Adskillige tv-programmer er et resultat af hans kreativitet, bl.a. 'L'Albertmondialiste,' 'Albert Meslay au Point-Virgule,' 'Je pense, mais je ne me comprends pas,' 'Je délocalise' og 'La joyeuse histoire du monde.' Han har også udgivet 'La Cosmochérette' i 2000, med en revideret udgave der udkom i 1980. Meslay er medlem af Académie Alphonse-Allais og optrådte i tv-serien "C'est la crise" i 2013 og filmen 'Salauds de pauvres' i 2019. Han fortsætter med at turnere, med sit seneste show 'Je n’aime pas rire, ça me rappelle le boulot,' skabt i 2023, der stadig spiller i 2026.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Alex Lutz

Født den 25. august 1978 i Strasbourg, Niederrhein, arbejder Alex Lutz i Frankrig som skuespiller, humorist, instruktør, dramatisk forfatter, forfatter og direktør.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Alex Métayer

Alex Métayer, født Alexandre Marcel Jacques Métayer den 19. marts 1930 i Berre-l'Étang, var en fransk humorist. Hans forældre flyttede familien til Algeriet i 1936, hvor han tilbragte sine formative år, indtil han vendte tilbage til Frankrig i 1945 efter 2. verdenskrig. Han viste tidligt musikalsk talent og vandt en førstepræmie for klarinetspil og arbejdede som musiker, før han forfulgte andre roller som animator, landsbyhøvedsmand og underholdningschef i Club Med. Métayer begyndte sin karriere i starten af 1960'erne med optrædener på cabareter, og opnåede stor opmærksomhed ved at åbne for Georges Brassens på Bobino i 1964. Han fortsatte med at udbygge sit ry ved at deltage i radioprogrammet 'L'Oreille en coin' fra 1966 til 1968 og optræde på forskellige prestigefyldte teatre, herunder Théâtre de la Ville, Olympia og Casino de Paris. Hans komediestil involverede at bære en hvid dragt på scenen og observere almindelige mennesker, ofte med en 'pied-noir'-accent fra hans tid i Algeriet. Han præsenterede også shows på Bobino, herunder ‘Les femmes et les enfants d’abord’ i 1983. Gennem hele sin karriere skabte Métayer adskillige solofremtrædener, der begyndte med 'Mémoire d'un amnésique' i 1975 og fulgte med titler som 'Nous on s'aime,' 'La Vie en VO' og 'Merci disco.' Han instruerede tre film: 'La Vie des seins' (1973), 'Le bonheur se porte large' (1988) og 'Mohamed Bertrand-Duval' (1991). I 1993 vandt hans show 'L'Opéra comique' ham Grand Prix de l'humour fra Sacem og en nomination til bedste humorist ved Victoires de la musique. Hans sidste show, 'Alex perd la tête,' der blev præsenteret i 2000 på Théâtre du Palais Royal, havde en professorlignende tone og reflekterede over folks holdninger. Alex Métayer døde den 21. februar 2004 i Levallois-Perret af kræft og er begravet på Montparnasse Kirkegård; en gade i Berre-l’Étang bærer hans navn.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Alexandre Astier

Alexandre Astier er en mangefacetteret fransk kunstner, født den 16. juni 1974 i Lyon. En alsidig personlighed, der påtager sig roller som humorist, manuskriptforfatter, komponist, instruktør, redaktør, forfatter og også skuespiller. Hans forældre, Lionnel Astier og Joëlle Sevilla, er ligeledes skuespillere og producenter, hvilket bidrog til hans tidlige eksponering for scenekunsten. Alexandre Astiers familiebaggrund omfatter paternel rødder fra Gévaudan-regionen og maternal afstamning af italiensk-spansk herkomst, og han er halvbror til skuespilleren Simon Astier. Astiers kunstneriske rejse begyndte med formel musisk uddannelse; han studerede musik på Lyons konservatorium fra seks års alderen, med fokus på kontrabas, orkestrering og kor, og deltog senere på American School of Modern Music i Paris i 1989. Han forfulgte også studier i skuespil og manuskriptforfatning. Hans tidlige arbejde omfatter at skrive og optræde i teaterstykker som 'Le Jour du froment' og 'Nous crions grâce,' samt medforfatning, optræden og komposition af musik til kortfilm som Soyons sport og Un soupçon fondé sur quelque chose de gras i 2001. Kortfilmen Dies Irae , instrueret af ham i 2002, fungerede som et grundlæggende udkast til hans mest anerkendte skabelse, Kaamelott . Han er primært kendt for Kaamelott , en tv-serie han skabte, instruerede, skrev, redigerede, komponerede og medvirkede i fra 2005 til 2009, der oprindeligt blev sendt på M6. Fire ud af hans syv børn har medvirket i showet. Astier har også haft roller i film som Hey Good Looking! (2006), Asterix ved de Olympiske Lege (2006), LOL (2009) og Alle tre af os (2015). Han instruerede David et Madame Hansen (2012) og co-instruerede animerede film Asterix: Guderne på Olympen (2014) og Asterix: Den magiske driks hemmelighed (2018). Han har også optrådt i humoristiske shows som Que ma joie demeure! (2012) og L'Exoconférence (2014). I øjeblikket adapterer han Kaamelott til en trilogi af film, hvor den første film, Kaamelott: Premier Volet , udkom i 2021. Han planlægger også at udgive en serie tegneserier, Kaamelott Résistance , for at bygge bro mellem tv-serien og de kommende film, og optagelserne til dette projekt begyndte i januar 2019. Alexandre Astier ejer et slot i Ardèche, hvor han opbevarer sine musikinstrumenter.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Alma Brami

Alma Brami er en fransk forfatter, anerkendt for sit arbejde både som romanforfatter og dramatiker. Hun opnåede først anerkendelse i 2008 med udgivelsen af 'Sans elle,' en roman, der modtog adskillige priser. Efter denne første succes fortsatte hun med at udgive romaner, herunder 'Ils l’ont laissée là' i 2009 og 'Tant que tu es heureuse' i 2010. Disse første tre romaner blev oversat og udgivet i Kina i september 2011, hvilket udvidede hendes læserskare internationalt. Hun udvidede yderligere sit litterære output med 'C’est pour ton bien' i 2012 og 'Lolo' i januar 2013, samt 'J’aurais dû apporter des fleurs' i både 2014 og 2016. Brami’s kreative virke rækker ud over romaner. I 2011 udgav hun sin første børnebog, 'Moi, j’aime pas comme je suis.' Hun skrev også monologen 'Mardi c'est le jour du poulet' til festivalen 'Le Paris des femmes' i 2016, som senere blev omskrevet til 'L’Ombre' samme år. Hendes nyere arbejde omfatter romanen 'Ils sont moi, je suis eux,' udgivet i 2023. Derudover er Brami manuskriptforfatter for film og medforfatter til manuskriptet for 'A Dangerous Game' sammen med Karine Silla. Dette drama, der handler om et par og deres gæst, produceres af Thelma Films og er planlagt til udgivelse i Frankrig den 20. januar 2027 under titlen 'Un jeu dangereux,' med en planlagt filmatisering af hendes roman 'Qui ne dit mot consent'. Brami’s forfatterskab omfatter også børnelitteratur med 'Je ne veux plus être un loup' (Jeg vil ikke længere være en ulv), rettet mod børn fra 3 år og op. Denne bog, illustreret af Aurélie Grand, tager fat på fordomme og stereotyper mod dyr gennem en historie, hvor forskellige dyr – herunder en ulv, gris, ged, snegl, regnorm, krokodille, bjørn og mus – gør oprør mod deres negative rygte og organiserer en fest for at passe på hinanden. Bogen beskrives som en ode til frihed og broderskab, der opfordrer læserne til at frigøre sig og være sig selv. Siden 2024 har hun ført interviews under serien 'Alma invite,' og fortsætter dermed sit engagement med publikum og andre kreative.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Curnonsky

Maurice Edmond Sailland, der professionelt var kendt som Curnonsky og kælenavnet 'Cur', blev født den 12. oktober 1872 i Angers, Frankrig. Hans mor, Blanche Alphonsine Mazeran, døde kort efter hans fødsel, og hans far, Edmond Georges Sailland, forlod ham. Han voksede derefter op hos sin bedstemor i Angers og gik på Collège Saint-Maurille. Da han var omkring 18 år gammel, flyttede han til Paris med det mål at forfølge en karriere inden for journalistik og deltage på École normale supérieure. Curnonsky begyndte at skrive for forskellige publikationer, herunder La Vie parisienne, Le Music-Hall illustré du matin og Comœdia. Han arbejdede som litterær assistent for Willy i 1895 og skrev romaner sammen med Paul-Jean Toulet. Alphonse Allais foreslog pseudonymet 'Curnonsky,' hvilket han tog i brug. Curnonskys skrivning omspændte forskellige områder, herunder reklamekopier for virksomheder som Pyrex og Michelin, og nogle betragter ham som næsten at have opfundet ghostwriting. Han skrev eller ghost-skrev mange bøger og avisartikler og var en humorist og musikhal kritiker. Curnonskys bidrag til madverdenen var betydelige. Navnet Bibendum for Michelin-manden blev skabt af ham i 1907, og fra november samme år skrev han den ugentlige 'Les Lundis de Michelin'-kolonne for Michelin. Han blev valgt til 'Gastronomeres Prins' i 1927 ved en folkeafstemning blandt ca. 3000 kokke. Fra 1921 til 1928 co-forfattede han 28 bind af 'La France Gastronomique' med Marcel Rouff, hvilket omfattede 3.000 sider og over 5.000 opskrifter. Han grundlagde også Académie des gastronomes i 1928 og var dens første præsident indtil 1949, og lancerede Cuisine et Vins de France i 1947. Curnonsky døde den 22. juli 1956 i Paris i en alder af 83 år og efterlod sig en omfattende produktion, der cementerede hans ry som 'Gastronomiens Prins'.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Jean- Hugues Lime

Jean- Hugues Lime, født den 2.8. december 1958 i Montferleil, er en fransk skuespiller, der tog sine første skridt på Théâtre de Bouvard; Han arbejder også som instruktør og forfatter.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Jean-Guy Fechner

Jean-Guy Fechner, født den 2. marts 1947 i Agen, Frankrig, er en mangefacetteret entertainer. Han identificerer sig som skuespiller, humorist, komponist, trommeslager og producer. Hans familie inkluderer hans bror, Christian Fechner, der også er producer, og hans søn, Sébastien Fechner, der deler samme profession. I en alder af 79 år nærmer han sig sin 80-års fødselsdag den 2. marts. Fechners karriere begyndte i juni 1966, da han tiltrådte i musikgruppen Les Charlots, oprindeligt kendt som Les Problèmes. Han erstattede Donald Rieubon som trommeslager og forblev medlem indtil juni 1976. I denne periode opnåede Les Charlots anerkendelse gennem parodier af suggestive sange og opnåede betydelig succes i film, herunder optrædener i La Grande Java , Les Bidasses en folie og Le Grand Bazar . Gruppen gennemgik flere navneskift, før de endte med Les Charlots. Bemærkelsesværdigt er det, at Les Problèmes åbnede for The Rolling Stones i 1966. Han forlod gruppen efter optagelserne af Bons baisers de Hong Kong . Efter sin afgang fra Les Charlots arbejdede Fechner på Studios Fechner sammen med sin bror. Hans filmografi omfatter optrædener i omkring ti film mellem 1970 og 1975, samt biroller i senere produktioner som Trop c'est trop og Au bistro du coin . Han spillede også med i film som Fools Run Amok in Spain (1972) og The Cardboard Box (2004). Fechner komponerede musik til flere film, herunder Les fous du stade , Les Charlots font l'Espagne og Bons baisers de Hong Kong . Han superviserede reklamekampagnen for Les Bronzés 3 . I 1975 fungerede han både som skuespiller og musikproducer for Best Kisses from Hong Kong . Han deltog i dokumentarfilmen Les Charlots Intime fra 2013 og genforenedes med Les Charlots i maj 2016 for at fejre deres 50-års jubilæum, hvor de optrådte live efter en pause på næsten 40 år. Han genoptog sit medlemskab af Les Charlots i 2014 og er stadig medlem. Fechners karriere strakte sig over 43 år og omfattede optrædener i tv-serier og film. Han medvirkede i Vivement dimanche med Les Charlots i 2008 og blev medlem af 'Les Grosses Têtes' i 2013. Han deltog i en krydstogt for seniorer til Spanien i 2014 og udgav bogen Définitivement Charlots i 2012. Han medvirkede i stykket Les Vieux fourneaux i 2022. Fechner oplevede et slagtilfælde (AVC) i 2022. I øjeblikket lever han et stille liv væk fra kameraerne.

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Jean-Jacques Peroni

Jean-Jacques Peroni er en fransk humorist, født den 21. februar 1953, selvom nogle databaser hævder, at han blev født i 1955. Han voksede op i Paris og gik på lycée Voltaire i det 11. arrondissement. Hans far, Victor Peroni, var en sportsjournalist, der arbejdede for publikationer som L'Equipe, France Football og Football magazine. Peroni begyndte sin karriere med at skrive teaterstykker på café-théâtres i 1970'erne, undertiden sammen med Jean-Paul Sèvres og andre humorister som Jean-Hugues Lime. Han er gift og har en søn ved navn Jules. Peronis komikstil involverer ordspil og sproglige finurligheder, ofte beskrevet som at have en skarp tunge og optimistisk tankegang. Han skrev og opførte stykker, herunder 'Couple moi l'souffle' (1979), 'Les blaireaux sont fatigués' (1982) og 'J'aurais pu être votre fils' (1982). Fra 1982 deltog han i tv-programmet 'Le Théâtre de Bouvard'. Han bidrog også til magasiner som Hara-Kiri og La Grosse Bertha. Han omtales ofte som Peroni. Hans skrivestil beskrives som syrlig, men sjov, og han skåner ingen – hverken kvinder, kunstnere, politikere eller tabubelagte emner. En betydelig del af Peronis nylige karriere har været centreret omkring hans samarbejde med Laurent Gerra. De co-hosted 'En route vers l'an débile' på Europe 1, og senere 'Le Grand Juron' og 'Un doigt dans l'actu' på RTL fra 2007. De skabte Laurent Gerras første one-man show i 1999 og fortsatte med at samarbejde om efterfølgende shows. Han skrev tre CD’er, der blev udført af Laurent Gerra: 'Ma cabane au fond du jardin' single og kompilationsalbummerne 'RTL Élections matinales' og 'Élections matinales volume 2'. Peroni var en fast deltager i radioprogrammet 'Les Grosses Têtes' fra maj 1998 til april 2021, hvor han vandt Le Grand Concours des Grosses Têtes fire gange (2004, 2005, 2006, 2008). I marts 2021 kritiserede han offentligt 'Les Grosses Têtes' og Laurent Ruquier, hvilket førte til hans afgang efter 22 år. Han har skrevet flere bøger, herunder 'Les Carnets d'un malfaisant' (2004) og 'Remettez-nous ça' (2008).

Se profil

Verificeret Intet krav gjort

Frankrig

Muriel Robin

Muriel Robin er en fransk humorist, skuespiller, instruktør og teaterinstruktør født den 2. august 1955 i Montbrison (Loire). Hendes forældre, Antoine Robin og Aimée Marie Joséphine Rimbaud, var skomærker. Hun var den yngste af tre døtre, med to søstre, Nydia og Martine. Efter at have kæmpet med skolen og dumpet sin studentereksamen to gange, arbejdede hun i familiens butik med at sælge sko fra 1975 til 1976. I 1977 flyttede hun til Paris for at studere skuespil på Cours Florent, og blev efterfølgende optaget på Conservatoire national supérieur d'art dramatique de Paris, hvor hun dimitterede i 1980 med udmærkelse. Hun vendte kortvarigt tilbage til at sælge sko i Saint-Étienne efter endt uddannelse fra konservatoriet. Hendes karriere fik fart, da hun i 1981 tiltrådte Roger Lourets teaterkompagni, Les Baladins en Agenais, i Monclar, hvor hun mødte Elie Semoun og Annie Grégorio. Muriel Robins komiske stil har involveret samarbejder med Pierre Palmade, som hun betragtede som sit mandlige alter ego. Hun co-skrev og optrådte i 'Maman ou Donne-moi ton linge, je fais une machine' i 1987, og opnåede bredere offentlig anerkendelse gennem tv-programmet 'La Classe' mod slutningen af 1980'erne. Hendes første one-woman show, 'Les majorettes se cachent pour mourir,' havde premiere i 1988, instrueret af Roger Louret. Hun medvirkede i teaterstykker som 'Tout m’Enerve', 'Bedos-Robin', 'Feu la Ma La Mère' og 'On purge Bébé' i 1990'erne, og spillede hovedrollen i film som 'Les Visiteurs 2' i 1997. I 2007 vandt hun en International Emmy Award for sin rolle i tv-filmen "Marie Besnard, l'empoisonneuse." Hun har været involveret med 'La Chaine de l’Espoir' siden 2001 og støttet koncerter af Enfoirés fra 1992 til 2007. Hun forbereder i øjeblikket et nyt show, der blander surrealistisk fantasi med følsom poesi, med det formål at 'genbesværge' livet.

Se profil